Regioner: Hjort må drosle ned for effektiviseringer

I flere år har sundhedsvæsnet skullet nå to procent mere hvert år. Men nu er grænsen nået, mener regioner.

Bent Hansen mener, Claus Hjorth skal geare ned for effektiviseringen. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

De ansatte i sundhedsvæsnet kan snart ikke løbe stærkere. Sådan lyder budskabet fra Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), efter at regionerne mandag formiddag har holdt møde med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om næste års økonomi.

Her er finansministeren troppet op med et krav om øget produktivitet – altså at regionerne skal levere mere for de samme penge.

Regionernes primære opgave er at drive sygehuse. De har i flere år været underlagt et krav om at øge produktiviteten to procent, men nu har de fået nok.

– Når man samtidig vil beskære anlægsrammen og dermed muligheden for at købe nyt udstyr – at man ikke kan få udskiftet for eksempel skannere og strålekanoner – det er jo de midler, du kan bruge til at være effektiv, siger Bent Hansen.

– Man kan ikke bare piske de ansatte. Bare det, at vi bliver ældre alle sammen, koster 600 millioner kroner.

På formiddagens møde skete der ifølge regionsformanden ikke andet, end at parterne fremlagde deres synspunkter og konstaterede, at de var uenige på flere væsentlige punkter. Det vigtigste stridspunkt er netop kravet om at øge produktiviteten.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS