Region Syddanmark vil politianmelde Carl Holst
Et enigt forretningsudvalg i Region Syddanmark anbefaler regionsrådet at politianmelde tidligere regionrådsformand og forsvarsminister Carl Holst.
DR Nyheder skriver, at et enigt forretningsudvalg i Region Syddanmark indstiller, at Region Syddanmark bør politianmelde tidligere formand for regionsrådet Carl Holst.
– Jeg er tilfreds med, at forretningsudvalget er enige om at indstille til regionsrådet, at både Carl Holst og de andre implicerede – den øvrige direktion – skal meldes til politiet, siger medlem af forretningsuvalget Vibeke Syppli (EL) til Ekstra Bladet.
Det er nu op til regionsrådet på et møde senere mandag at beslutte, om man følger indstillingen og dermed melder Carl Holst til politiet.
Carl Holst forstår
– Det kan jeg på en måde godt forstå, at de gør, når Statsforvaltningen har vurderet, at det, jeg har gjort, ikke var lovligt. Men jeg er ikke helt enig i den vurdering, siger han til Ritzau.
– Men når de nu har vurderet det, er det op til politiet, som skal sætte punktum i denne sag.