Regeringens forslag: Asylansøgere skal bo i telte

Regeringen foreslår 34 konkrete asylstramninger

På et pressemøde i Statsministeriet har Regeringen – repræsenteret ved Inger Støjberg (tv.), Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Søren Pind (th.) – fremlagt forslag til stramninger af asylpolitikken. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

I alt vil Regeringen forslå 34 konkrete stramninger af asylområdet. Det ligger fast efter et pressemøde.

Regeringen foreslår at stramme asylområdet på 34 konkrete punkter. Det fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde fredag eftermiddag, hvor han præsenterer regeringens varslede asylstramninger sammen med justitsminister Søren Pind (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Regeringen foreslår blandt andet øget egenbetaling for asylsøgeres ophold i Danmark, begrænsning af varigheden for opholdstilladelser til flygtninge, skærpelse af adgangen til at opnå permanent opholdstilladelse, færre på kostpenge ved øget brug af cafeterier på asylcentrene, nedsættelse af økonomiske ydelser til asylansøgere, tilbagerulning af asylaftalen og afskaffelse af statens betaling for transport til familiesammenførte til herboende flygtninge.

Yderligere skal asylansøgere ikke kunne bo og arbejde uden for asylcentrene – dog med undtagelse af børnefamilier – ligesom regeringen mener, der skal være mulighed for at indstille bus-, tog- og færgedrift, hvis flygtningepresset er ekstraordinært stort.

Her er den samlede plan for asylstramningerne:

Regeringen har fredag eftermiddag præsenteret 34 asylstramninger.

Regeringen vil begrænse varigheden af opholdstilladelser til flygtninge.

Den vil udskyde retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig opholdstilladelse.

Regeringen vil skærpe adgangen til at opnå permanent opholdstilladelse

Stramme reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse

Indføre gebyrbetaling

Regeringen vil øge egenbetalingen for asylansøgeres ophold i Danmark

Give mulighed for at undersøge, om asylansøgere har medbragte midler

Asylansøgere skal have færre kostpenge ved øget brugt af cafeterier på asylcentrene

De økonomiske ydelser til asylansøgere skal sættes ned

Regeringen vil tilbagerulle ekstraordinær asylrådgivning

Asylaftalen skal også tilbagerulles

Den lave integrationsydelse skal udbredes, så den omfatter flere

Der skal laves en reform af ægtefællesammenføringsreglerne med videre, skriver regeringen i asylpakken.

Regeringen vil genindføre ”integrationspotentiale-kriteriet” ved udvælgelse af kvoteflygtninge

Asylpakken indeholder også en afskaffelse af statens betaling for transport til familiesammenførte herboende flygtninge

Regeringen vil styrke indsatsen til at udsende afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold

Regeringen vil øge adgangen til frihedsberøvelse af afviste asylansøgere med videre, lyder det i Asylpakken.

Der skal indføres en kortere udrejsefrist

Regeringen vil skærpe kontrollen med udlændinge i udrejsecenter

Der skal oprettes et nyt udrejsecenter i afstand fra større byer

Der skal gøres mere konsekvent brug af meldepligt og opholdspligt

Regeringen vil øge kapaciteten for indkvartering, herunder kan telte tages i brug

Regeringen vil give mulighed for at fravige planloven i forhold til asylindkvartering

Regeringen vil give adgang til uden ejerens samtykke i akutte tilfælde at gøre brug af offentlig ejendom til asylindkvartering eller tilbageholdelsesfaciliteter

Regeringen vil give adgang til at pålægge kommunerne operatøransvar for asylcentre

Give mulighed for bistand fra private aktører til at løse myndighedsopgaver på udlændingeområdet

Regeringen vil give mulighed for at oprette modtagecentre for at bevare ro og orden, hvis flygtningesituationen eskalerer

Asylpakken indeholder også ønsket om at give mulighed for at begrænse domstoleprøvelsen af frihedsberøvede udlændinge til kun efter anmodning

Der skal gives mulighed for at tilbageholde asylansøgere med henblik på at fastlægge identitet med videre

Regeringen vil skærpe straffen for tiggeri

Regeringen vil gøre det muligt at standse bus-, tog- og færgedrift

For at hjælpe kommunerne med at finde bolig til asylansøgere vil regeringen lette på kravene for størrelse på rum med videre, når flygtningene placeres i en bolig

Der skal lettes på reglerne om støj og miljø ved boligplacering af flygtninge

Der skal skabes et styrket integrationsprogram

Regeringen skriver afslutningsvis i Asylpakken, at samtlige 34 initiativer er forenelige med grundloven og Danmarks internationale forpligtelser.

Kilde: Statsministeriet

Powered by Labrador CMS