Regeringen vil give fagforenings-rabat

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil sammen med resten af regeringen styrke fagbevægelsen ved at fordoble fradragsloftet for faglige kontingenter. Arkivfoto. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen vil fordoble fradraget for faglige kontingenter som en del af deres finanslovsforslag.

Helle Thorning-Schmidt løfter nu lidt af sløret for regeringens kommende finanslovsforslag.

Fradragsloftet for faglige kontingenter skal fordobles fra 3000 kroner til 6000 kroner. Det foreslår SR-regeringen som en del af deres finanslovsforslag.

– Ordentlige løn og arbejdsvilkår kommer ikke af sig selv. Det kræver, at flere melder sig i en fagforening og står sammen om at kæmpe for bedre vilkår. Vi har brug for en stærk fagbevægelse til at gå forrest i kampen mod social dumping og til at sikre gode overenskomster for lønmodtagerne, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til DR Nyheder.

For mange vil det betyde en konkret skattelettelse, og ifølge regeringen vil 1,3 millioner lønmodtagere opleve, at de får lidt mere til sig selv.

Et medlem af Dansk Metal vil eksempelvis spare 900 kroner om året. Og det vil kunne mærkes i mange LO-familier, siger statsministeren.

– Venstre og Dansk Folkeparti valgte i 2010 at gå til angreb på fagbevægelsen og skære i fradraget på faglige kontingenter. Det fradrag er vigtigt, fordi det betyder, at vi i fællesskab er med til at støtte når lønmodtagerne melder sig ind i en faglig organisation, siger Helle Thorning-Schmidt til DR Nyheder.

I 2010 blev fradraget for de faglige kontingenter beskåret, så LO-forbundene knap matchede de gule fagforeninger.

Forslaget koster 500 millioner kroner og skal indgå i regeringens finanslovsforslag, som ventes at blive præsenteret i næste uge.

At SR-regeringen vil forhøje fradraget er dog ikke en kæmpe overraskelse, da netop dette forslag også var i spil i finanslovsforhandlingerne sidste år.

Her blev det dog ikke til noget, da regeringens daværende eneste støtteparti Enhedslisten ikke indgik finanslov med regeringen. Aftalen blev i stedet landet med stemmer fra Venstre og De Konservative, om ikke ønsker fradraget forhøjet.

Socialdemokraterne holder tirsdag kl.12.10 sommergruppemøde, som kan følges live på dr.dk.

Powered by Labrador CMS