Regeringen opgiver at finde nyt værn mod denne dyre svindel
Skatteministeriet har ikke kunnet finde en model, der kan sikre imod svindel med udbytteskat
Det er efter flere års arbejde ikke lykkedes Skatteministeriet at finde en ny og sikrere metode til at undgå svindel med udbytteskat, så i stedet er kontrollen opjusteret.
Det viser et notat fra Rigsrevisionen, der har fulgt op på den aldrende sag om formodet svindel med udbytteskat for 12,7 milliarder kroner. Det skriver Finans.
I 2015 opdagede skattevæsenet, at en kreds af udenlandske forretningsfolk og selskaber havde fået udbetalt milliarder af kroner fra Danmark ved at kræve refusion af udbytteskat, som de aldrig havde betalt.
Kontrollen var sparsom
Udenlandske aktionærer kan i visse tilfælde få hel eller delvis skatterefusion, når de modtager udbytte fratrukket udbytteskat fra danske børsnoterede selskaber.
Kontrollen var sparsom, og i lange perioder var der kun én medarbejder til at ekspedere de tusindvis af ansøgninger.
I 2020 foreslog Skatteministeriet en netto-indeholdelsesmodel. Den betød, at udenlandske aktionærer kun skulle have fratrukket den skat, de rent faktisk skal betale allerede ved udbyttebetalingen.
Men modellen blev kritiseret for at være utilstrækkelig, og ministeriet droppede den for at finde alternative løsninger, hvilket ikke lykkedes.
Sanjay Shah
Den britiske finansmand Sanjay Shah er klaget for at stå bag en stor del af svindlen.
Han nægter sig skyldig og påstår, at han blot har udnyttet et hul i den danske lovgivning.
I en straffesag i Retten i Glostrup beskyldes Sanjay Shah for at have bedraget skattevæsenet for mere end ni milliarder kroner, ligesom han er tiltalt for at have forsøgt at score yderligere en halv milliard kroner.
Anklagemyndigheden kræver ham straffet med fængsel i 12 år, hvilket vil være den hårdest mulige sanktion ifølge straffeloven. Retten afsiger dom 12. december.
Flere steder i verden fører Danmark samtidig civile retssager i et forsøg på at skrabe pengene ind igen.
Skatte-Sven
Kontrollen med udbytteskat var sparsom, og i en lang periode var der kun én medarbejder til at tjekke de tusindvis af ansøgninger.
Han hedder Sven Jørgen Nielsen, også kendt som Skatte-Sven. Han er siden idømt fem års fængsel for sin medvirken i sagen.
I dag er der ifølge Rigsrevisionens notat 130 årsværk, der behandler og foretager kontrol med refusionsanmodninger. Derudover er ti årsværk beskæftiget med udbetaling af refusion.
Desuden er der indført digitale hjælpeløsninger.
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) peger i en skriftlig kommentar til Finans på, at kontrollen med området er blevet styrket.
- Jeg er optaget af, at vi har en solid og velfungerende kontrol af refusionen med udbytteskat, så Skatteforvaltningen gør alt, der står i dens magt for, at der ikke bliver svindlet med udbytteskat igen, siger han.