Regeringen og blå blok strides fortsat om terrorpakke
Der er tilsyneladende fortsat et stykke vej, før regeringen kan komme igennem med sine antiterrorinitiativer.
Efter tre timers forhandlinger har forhandlere fra Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og SF forladt Justitsministeriet uden at have givet håndslag på den antiterrorpakke, man har forhandlet om siden sidste uge.
Uenighed om finansiering
Det er fortsat stridigheder om terrorpakkens finansiering, der adskiller parterne, oplyser lederen af blå blok, Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.
– Som jeg sagde, da jeg gik ind, skal vi have sikkerhed for, at det jødiske samfund kan føle sig trygge ved, at de kan sende deres børn trygt i skole.
– Og så at det løft, vi laver, er finansieret, siger Lars Løkke Rasmussen og understreger, at justitsminister Mette Frederiksen (S) ikke er kommet med en finansieringsmodel, der er tilfredsstillende.
– Nej, for så havde vi haft en aftale, siger han.
12 punkter skal forbedre sikkerheden
Regeringens antiterrorudspil indeholder 12 punkter, der skal forbedre sikkerheden i Danmark.
Pakken er regeringens svar på de attentater, der ramte København i februar med to dræbte civile og seks sårede politifolk til følge.
/ritzau/