Regeringen mangler penge til terrorpakke

Foto: Simon Skipper/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Uansvarligt, at regeringen ikke vil finansiere sin nye 12-punktsplan mod terror før valget, mener oppositionen

I sidste uge fremlagde regeringen sin nye terrorpakke, som “vil målrette 970 millioner kroner” til øget kamp mod terror.

Men selv om alle partier er enige om behovet for en øget indsats, får regeringen kritik fra begge sider af Folketinget for den måde, regeringen vil finansiere terror-milliarden på, skriver Jyllands-Posten.

De borgerlige kritiserer, at regeringen har udskudt langt det meste af finansieringen af de øgede prioriteringer af politiet og PET til den nye flerårsaftale om politiet.

Det er en aftale, der først skal forhandles samtidig med årets finanslov. Det sker i november, altså efter valget.

– Dette er et udtryk for, at regeringen gerne vil signalere handling. Men i virkeligheden skriver den en regning ud, som den ikke selv har pengene til.

– Regningen skal åbenbart først finansieres til efteråret, når der måske sidder en anden regering. Det er ikke rettidig omhu. Det er heller ikke et forsigtighedsprincip værdigt, siger retsordfører Peter Skaarup (DF) til Jyllands-Posten.

Ved at binde terror-regningen sammen med politiaftalen gør regeringen sig afhængig af de borgerlige forligspartier Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative samt SF.

– Der er jo ikke ret mange nye penge med. Derfor er jeg bekymret for, at politiet skal hive penge ud fra andre indsatser, siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen til Jyllands-Posten.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) forsvarer, at regeringen ikke selv har fundet finansiering til sin terrorpakke. Det er tilstrækkeligt, at partierne her og nu bliver enige om, at det skal prioriteres i en kommende flerårsaftale om politiets bevillinger..

/ritzau/

Powered by Labrador CMS