Regeringen fordrejer fakta om håndværker-fradrag
Regeringen er forhippet på at skrotte skattefradraget for at bruge håndværkere. Faktisk er regeringen så forhippet, at den fordrejer fakta om fradraget, mener Dansk Byggeri ifølge skriver Ugebrevet A4.
Den erhvervspolitiske chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, mener, at regeringen – gennem Skatteministeriet – går langt over stregen for, hvad den kan tillade sig i bestræbelserne på at nedlægge ordningen.
»Skatteministeriet har ved flere lejligheder fordrejet fakta om brugen af ordningen,« siger Torben Liborius til Ugebrevet A4 og uddyber:
»Skatteministeriet udsender meddelelser, hvor ministeriet kun sætter fokus på de faktuelle oplysninger, som taler i regeringens favør. Fakta, som peger i en anden retning, vælger ministeriet at vende det blinde øje til. Dermed får borgere, politikere og andre ikke et fair billede af ordningen, som de så kan tage stilling ud fra.«
Anklagen fra Dansk Byggeri kommer netop, som de politiske forhandlinger om næste års finanslov begynder, og skæbnen for ordningen dermed bliver afgjort.
Ugebrevet A4 har bedt den nytiltrådte skatteminister, Benny Engelbrecht (S), om mundtligt at forholde sig til regeringens brug af fakta. Men det har ikke været muligt at få et interview med ministeren.
I en kort skriftlig kommentar forholder Benny Engelbrecht sig ikke til kritikken fra Dansk Byggeri. Tværtimod bruger den nye minister også forgængeren Morten Østergaards (S) argument om, at ordningen ikke bliver brugt som forventet. Til A4 skriver Benny Engelbrecht:
»Vores holdning understøttes af tal, som blandt andet viser, at brugen af ordningen ikke har levet op til de politiske ambitioner, der lå bag beslutningen om at forlænge ordningen«.
BNB