Regeringen bøjer sig: Ændrer rejseregler
Fra 15. juni må turister fra Tyskland, Norge og Island igen komme til Danmark og nu overnatte i hele landet.
Turister fra Tyskland, Norge og Island må alligevel gerne overnatte i København og Frederiksberg.
Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S).
Dermed bøjer regeringen sig – blandt andet efter kritik fra Venstre og De Radikale.
Fra 15. juni åbner grænserne for tyske, norske og islandske turister. I første omgang havde regeringen lagt op til, at de kunne krydse grænsen, hvis de ejer et sommerhus, har en kæreste i Danmark, eller hvis de har mindst seks overnatninger – dog uden for København og Frederiksberg.
Reagerer på kritik
Nu har regeringen altså lempet reglerne i forhold til det sidste punkt.
– Når vi på mandag giver mulighed for, at turister fra Norge, Tyskland og Island kan rejse til Danmark igen, så har begrænsningen været, at der skulle være seks overnatninger, og at de ikke skulle være i København og Frederiksberg Kommune.
– Den sidste del ændrer vi beslutning om, så de turister, der kommer ind fra de lande, der åbnes for, at der er der også mulighed for at overnatte i København og Frederiksberg.
– Og det gør vi under indtryk af den kritik, der har været, og den udvikling der har været de seneste 14 dage, siger Hækkerup.
Ministeren fortæller, at regeringen ville “træde forsigtigt frem” i forhold til en gradvis åbning af grænsen. Men han indrømmer, at regeringen har lyttet til den kritik, der har været.
Den har ikke kun været der fra politiske partier, men også fra selve turismebranchen.