Regering vil undersøge mulighed for Kattegatbro
Det vil være oplagt at lade brugerne betale for en mulig Kattegatforbindelse, mener Benny Engelbrecht (S).
Regeringen har valgt at gå videre med at undersøge muligheden for en fast forbindelse over Kattegat.
Og hvis projektet ender med at blive realiseret, så bliver det sandsynligvis brugerne af forbindelsen, der skal stå for finansieringen.
Artiklen fortsætter under videoen
Det er en oplagt vej at gå, mener transportminister Benny Engelbrecht (S).
– I Danmark har vi en god tradition for at bygge faste forbindelser, som bliver rent finansieret af brugerbetaling eller med en medfinansiering af EU. Og det vil være helt oplagt at kigge i samme retning.
– Det vil sige, at hvis en fast forbindelse bliver bygget efter den metode, så kommer den ikke til at betyde, at der så bliver investeret mindre i anden infrastruktur i Danmark, fordi den hviler i sig selv, siger Benny Engelbrecht.
Dansk Industri: Tidsgevinster ved bro
Dansk Industri har længe arbejdet for den “vitale forbindelse”, som en Kattegatbro mellem Østjylland og Sjælland vil være.
For en forbindelse vil være særdeles gavnlig for det danske erhvervsliv, lyder det fra Michael Svane, direktør for transport og infrastruktur i Dansk Industri.
– Man kan skære en væsentlig del af transporttiden mellem Aarhus og København væk. Det er præcis de tidsgevinster, der er afgørende for erhvervslivet.
– Det handler i høj grad om at få adgang til den bedst mulige arbejdskraft. Hvis man kan komme hurtigere mellem København og Aarhus, så kan vi få et bedre match på arbejdsmarkedet mellem virksomheder og specialiserede medarbejdere, siger Michael Svane.
Skal klarlægge udfordringerne
Den forundersøgelse, som regeringen går videre med, er en forudsætning for, at politikerne kan træffe en endelig beslutning om at bygge en fast forbindelse over Kattegat.
Ifølge Benny Engelbrecht skal den blandt andet klargøre eventuelle trafikale eller miljømæssige udfordringer ved projektet.
Tidligere har foreløbige undersøgelser sat prisen på en Kattegatforbindelse til mellem 58 og 136 milliarder kroner. Prisen afhænger af, om forbindelsen skal være med eller uden tog.
Med tog
Benny Engelbrecht understreger, at en forbindelse skal være med tog. Men den behøver ikke at have mulighed for godstransport, hvilket den tidligere beregning hviler på.
Det gør projektet billigere og mere realiserbart, mener han.
En model, hvor forbindelsen er for biler og passagertog, vil ifølge Dansk Industri koste omkring 90-95 milliarder kroner.
Engelbrecht påpeger desuden, at hvis ikke der kommer en Kattegatforbindelse, så bliver man nødt til at investere yderligere i forbedringer og udvidelser af forbindelsen via Storebælt.
Tilbagebetalt i 2032
Det er forventet, at Storebæltsbroen via brugerbetaling er betalt tilbage i 2032. Det er, 34 år efter at forbindelsen åbnede i 1998. Tilbagebetalingstiden er flere gange blevet skudt frem og tilbage.
Den er blandt andet blevet forlænget, fordi det blev politisk besluttet, at penge fra forbindelsen også skal gå til at finansiere andre infrastrukturprojekter.