Regering under pres efter CIA-torturrapport

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Storbritanniens vicepremierminister, Nick Clegg, støtter en eventuel dommerundersøgelse af brug af tortur.

Den britiske regering er under et stadigt stigende pres for at iværksætte en granskning af, hvorvidt landets efterretningstjenester var medskyldige i CIA’s tortur af terrormistænkte efter terrorangrebet 11. september 2001 og frem til 2009.

Vicepremierminister Nick Clegg fra Liberaldemokraterne siger, at han vil støtte en eventuel dommerundersøgelse efter afsløringer om, at britiske embedsfolk har holdt adskillige møder med de amerikanske samarbejdspartnere.

Tidligere på ugen offentliggjorde Senatet i USA en rapport, der i skarpe vendinger kritiserede CIA for at have brugt afhøringsmetoder, der bestod af tortur. I rapporten er referencer til Storbritannien og andre amerikanske allierede streget over med sort.

En talsmand for premierminister David Cameron siger til avisen The Guardian, at der ikke er blevet redigeret i rapporten med henblik på at fjerne antydninger om, at briterne var indblandet i angivelige torturmetoder.

Overstregningerne er sket af hensyn til den nationale sikkerhed, lyder det.

Storbritanniens parlamentariske efterretnings- og sikkerhedsudvalg er i gang med at undersøge de påståede forbindelser til CIA’s forhørsmetoder. Nick Clegg siger, at han vil støtte en dommerundersøgelse, hvis udvalget efterlader ubesvarede spørgsmål.

Labour-leder Ed Miliband har forsvaret sin bror, David Miliband, som var daværende premierminister Tony Blairs udenrigsminister.

– Han er ikke én, der under nogen omstændigheder ville tolerere, at den britiske stat blev indblandet i den slags aktiviteter, siger Ed Miliband.

Han deler imidlertid ikke Nick Cleggs støtte til en dommerundersøgelse af anklagerne om tortur.

Rapporten om CIA er meget kritisk over for efterretningstjenestens forhørsmetoder efter 2001, hvor der blandt andet blev brugt simuleret drukning af fanger eller såkaldt waterboarding.

Andre metoder var at spille meget høj heavy metal-musik døgnet rundt, frarøve fanger søvn i dagevis samt konstante prygl, ofte mens fangerne var nøgne og bundet op i lænker i loftet.

Rapporten fylder 6000 sider, men af sikkerhedsmæssige grunde er kun lidt over 500 sider blevet deklassificeret til offentliggørelse. Den bygger på seks millioner dokumenter, der er udvekslet mellem CIA og andre tjenester.

/ritzau/dpa

Powered by Labrador CMS