Regering i mindretal: Skaber hul i finanslov
- Der er ingen plan b, siger ordfører, mens de De Konservative ser ud til at bringe regeringen i undertal.
Hvis ikke De Konservative ombestemmer sig og stemmer for regeringens besparelse på udviklingsbistanden, så står regeringen med et hul i finansloven på 1,4 milliarder kroner. Og uden noget bud på, hvor pengene skal komme fra.
Det konstaterer Venstres udviklingsordfører, efter De Konservative har afvist at stemme for en besparelsen på bistandsbetalingerne i 2015.
– Jeg er meget forundret over den konservative melding, for jeg troede faktisk, de var et økonomisk ansvarligt parti, siger Michael Aastrup Jensen til Ritzau.
Ingen plan b
Ifølge ordføreren har regeringen ikke noget alternativ til at spare på udviklingsbistanden.
– Der er ikke nogen plan b, proklamerer ordføreren og uddyber:
– Hvis ikke vi kan spare 1,4 milliard her, så skal de findes et andet sted, og jeg har ikke hørt De Konservative komme med finansieringsforslag.
– Vi kan ikke finde finansiering på 1,4 milliarder ekstra. Jeg ved simpelthen ikke, hvor vi skal tage det fra. Er det sundhedsområdet? Jeg går ikke ud fra, at det er højere skatter, konstaterer Michael Aastrup Jensen.
Overfor Ritzau afviser De Konservatives udviklingsordfører Naser Khader, at partiet har et ansvar for at finde pengene, da det ifølge ham slet ikke var informeret om besparelsen, før den blev omtalt i medierne.
Men det passer ikke, siger Michael Aastrup Jensen.
– De Konservative er blevet velinformeret undervejs i hele processen, og det her viste vi, dengang vi lavede finanslov. Der var der ingen konservative, der rejste hverken gule eller røde flag, siger han og uddyber:
– De har intet sagt, før vi på et møde i udenrigsudvalget, hvor de ikke engang er mødt op, får at vide via en mail, at de ikke vil stemme.
Modforslag fra opposition
Besparelsen behandles i folketingssalen i den kommende uge, og da de røde partier har samlet sig om et modgående beslutningsforslag vil regeringen komme i undertal, hvis De Konservative som annonceret undlader at stemme.
Michael Aastrup Jensen håber nu på, at Venstre kan nå at omvende den tidligere regeringspartner.
– Vi havde ærligt talt ikke regnet med, at der var et økonomisk uansvarligt flertal, men vi håber og tror på, at vi i god dialog med De Konservative kan blive enige om, at vi er nødt til at gøre det her, siger han.
/ritzau/