Redningshold fortsætter med at lede efter AirAsia-ofre
Den civile redningstjeneste i Indonesien har ikke opgivet håbet om at få bjærget flere omkomne fra flystyrt.
Forsøget på at finde samtlige omkomne fra det passagerfly, som i december styrtede ned i havet ud for Indonesien, fortsætter.
Myndighederne i landet oplyser onsdag, at indsatsen med at finde og få bragt samtlige de 162 dræbte personer i land ikke bliver indstillet.
– Eftersøgningsoperationen fortsætter, siger Fransiskus Bambang Soelistyo, leder af Indonesiens nationale eftersøgnings- og redningstjeneste.
Meldingen kommer, efter at landets militær tirsdag trak sig fra eftersøgningen.
– Eftersøgningsoperationen har strakt sig over 30 dage, så nu trækkes eftersøgningsmandskabet ud, sagde kontreadmiral Widodo, lederen af landets vestlige flådeenheder.
– Vi undskylder til ofrenes familier. Vi gjorde det bedste, vi kunne, i eftersøgningen efter de savnede, lød det.
Indtil videre er 70 af de omkomne blevet bjærget.
Hårdt vejr og lav sigtbarhed i eftersøgningsområdet har gjort det næsten umuligt for dykkere at finde flere af de dræbte.
Flyvraget er lokaliseret på cirka 30 meters havdybde, men det er endnu ikke lykkedes at få den største del af skroget løftet op til overfladen.
Den indonesiske regering har ikke offentliggjort foreløbige resultater fra efterforskningen af årsagerne til flykatastrofen, men det synes at stå fast, at AirAsia-flyet, i minutterne inden det styrtede ned i Javahavet 28. december, steg for hurtigt.
En endelig rapport om årsagen til tragedien ventes først at være klar om et års tid.
/ritzau/Reuters