Red Barnet kræver mobbelov for skoler

Skoler skal kunne holdes ansvarlige, h´vis der ikke gribes ind over for mobning, mener Red Barnet. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis en familie oplever, at deres barn bliver mobbet, uden at skolen griber ind, skal det være muligt at klage over den pågældende skole.

Det mener Red Barnet, der vil gøre det til et lovkrav, at skoler griber ind over for mobning.

»Mobning kan give børn uhelbredelige sår på sjælen, hvis der ikke gribes ind i tide. På trods af at vi i Danmark har en lov, der siger, at skoler i Danmark skal have anti-mobbestrategier, hører vi jævnligt om tragiske historier, hvor mobning har fået lov at stå på så længe, at børn tager varig skade. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt,« siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet, i en pressemeddelelse.

Hun henviser specifikt til sager, hvor forældrene er magtesløse i forhold til at holde skolen ansvarlig for forløb, hvor deres barn er blevet mobbet.

»I dag er det sådan, at hvis et barn bliver mobbet og retter henvendelse til skolelederen, og lederen ikke gør noget, så har hverken eleven eller forældrene mulighed for at få en anden instans til at vurdere sagen, fordi der ingen klageadgang er. Det vil vi gerne lave om på,« siger hun.

Anti-mobbekonsulent hos Red Barnet Lars Stilling Netteberg peger på, at det er vigtigt, at lovteksten har fokus på, at mobning er et gruppefænomen. Det betyder blandt andet, at det er myndighederne og ikke de enkelte børn og deres forældre, der skal kunne holdes ansvarlige, hvis en skole ikke aktivt forsøger at bremse mobning.

»Der findes ingen onde børn, kun onde mønstre – og det er de mønstre, vi skal til livs. Det gør vi allerbedst med forebyggelse og tidlig indsats, og det er der heldigvis mange skoler, der arbejder målrettet og godt med. Men når vi alligevel ser, at mobning får lov til at stå på så længe, at børn får varige mén, så er vi nødt til at gøre kravet om at gribe ind endnu tydeligere via lovgivningen og sikre en systematisk opfølgning,« siger Lars Stilling Netteberg.

Red Barnet henviser videre til naboerne i Sverige, der allerede i 2006 vedtog en anti-mobbelov.

»Vi foreslår, at vi nu sammen med politikere og eksperter på området går ind og ser på, hvilken konkret konstruktion der passer godt til en dansk virkelighed. Det vigtige er, at det bliver et lovkrav, at man i skoler griber ind over for mobning,« siger Mimi Jakobsen.

Powered by Labrador CMS