Realkreditchef fortsætter med at hæve barren
Der har været fart på med Michael Rasmussen ved roret i Nykredit. Det fortsætter i år, hvor der igen er kurs mod rekord. Den 13. november fylder han 60 år
Der har været fart på i Nykredit, siden Michael Rasmussen for 11 år siden satte sig i hjørnekontoret hos Danmarks største realkreditudlåner.
Sidste år nærmede indtægterne sig en fordobling siden hans start i 2013, og 2024 kan ende som det mest indbringende år i selskabets historie.
Det er i hvert fald det, som kursen er sat mod, efter at de første ni måneder af året gav et rekordhøjt milliardoverskud.
Fylder 60 år
Der er altså nok at smile af for chefen, der i forbindelse med det seneste kvartalsregnskab konstaterede, at Nykredit aldrig har stået stærkere.
Den 13. november fylder han 60 år.
Michael Rasmussen er cand.polit. fra Københavns Universitet og indledte sin karriere i hedengangne Provinsbanken, der blev til Unibank.
Her blev han bankens topchef i Sverige. Og da Unibank ved årtusindskiftet blev til Nordea, blev han bankdirektør i Nordea Danmark.
Siden steg han i graderne og sluttede som øverste chef for Nordea Danmark og "retail banking" i hele Nordea, før han skiftede til Nykredit.
Milliardstor hvidvask-sag
Siden er der kommet lidt ridser i lakken, da Nordea tidligere i år blev tiltalt i en milliardstor hvidvasksag efter otte års arbejde hos myndighederne.
Det skulle være foregået i perioden 2012-2015 - delvist med Michael Rasmussen som øverste danske chef - men ingen enkeltpersoner er tiltalt.
Kort efter Michael Rasmussen tiltrådte hos Nykredit, blev det meldt ud, at koncernen med bank og realkreditinstituttet skulle børsnoteres.
Det skulle skaffe penge til fremtidige kapitalkrav, og koncernen skruede også op for kundernes bidragssatser, hvilket gav stiv modvind.
Flere bestyrelsesposter
Det blev dog ikke til en børsnotering. I stedet købte danske pensionskasser en portion af aktierne i Nykredit for 11 milliarder kroner.
Foruden topposten hos Nykredit, som ifølge Børsen sidste år var den mest indbringende i branchen, har Michael Rasmussen flere bestyrelsesposter.
Blandt andet hos bankernes interesseorganisation, Finans Danmark.