Real-træner hylder historisk målfarlige Ronaldo
Cristiano Ronaldo gik målamok med fem scoringer lørdag, hvilket skriver ham ind i Real Madrids historie.
Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo scorede ikke i sæsonens to første kampe i den spanske Primera Division, men lørdag tog et eller andet ved portugiseren.
Ronaldo opførte sit helt eget private målshow og stod for fem af seks scoringer, da Real Madrid ude besejrede Espanyol 6-0.
De fem Ronaldo-scoringer betyder, at han er den Real Madrid-spiller, der har scoret flest mål for klubben i den bedste spanske række nogensinde.
Før kampen toppede den tidligere angriber Raul denne liste med 228 scoringer i 550 kampe, men efter lørdagens målmassakre har Ronaldo scoret to mål mere og har nu i alt scoret 230 gange i den bedste spanske række for Real Madrid.
Det fik naturligt klubbens manager Rafael Benitez til at kvittere.
– Antallet taler for sig selv. En spiller, der scorer så mange mål fortjener en plads i historien ved siden af spillere som Raul og Alfredo Di Stefano.
– Jeg håber, at han kan fortsætte med at score både for sin egen og holdets skyld, siger Benitez ifølge Reuters.
/ritzau/