Rasmussens vidneudsagn fælder belgisk læge
Nu får det konsekvenser, at Michael Rasmussen har vidnet mod forskellige parter inden for cykelsporten. Geert Leinders, tidligere læge på Rabobank-holdet, har fået en livstidskarantæne.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund og den amerikanske antidopingorganisation, USADA, i to pressemeddelelser.
Michael Rasmussens har sammen med Levi Leipheimer og enkelte andre cykelryttere fortalt om deres fortid med den belgiske læge, og det resulterer altså nu i en karantæne. Michael Rasmussen har beskrevet sine dopingsamtaler med lægen, og han har også fortalt, hvordan Geert Leinders skaffede ham de nødvendige dopingstoffer.
Geert Leinders blev fyret af det britiske Sky-hold i 2012. Siden har han ikke arbejdet inden for cykelsporten.
Direktør i Anti Doping Danmark, Lone Hansen, glæder sig over, at den tidligere Rabobank-læge har fået karantæne.
»Udøveres vidneudsagn og samarbejde med antidopingmyndighederne kan spille en vigtig og stærk rolle i efterforskningsarbejdet, og i denne sag var Michael Rasmussens samarbejde og vidneudsagn væsentligt for udfaldet,« siger Lone Hansen.
Hun fortsætter:
»Denne sag var en vigtig mulighed for ADD for at samarbejde med vores samarbejdspartnere i USADA og de hollandske antidopingmyndigheder for at forfølge brugen af doping i cykling, og vi ved, at fortsat globalt samarbejde er den eneste måde at sikre lige vilkår for alle atleter i alle idrætsgrene,« siger Lone Hansen.