Rasmus Paludan dømt for racisme
Landsretten stadfæster dom til Rasmus Paludan i racismesag
Partilederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan, er torsdag blevet idømt 14 dages betinget fængsel ved Østre Landsret i racismesag.
Dermed stadfæstes byrettens dom.
Ved Retten i Glostrup blev Rasmus Paludan i april ligeledes idømt 14 dages betinget fængsel i sagen.
Omdrejningspunktet for tiltalen er en video, som sidste år blev offentliggjort på Stram Kurs’ kanal på YouTube.
Her talte Rasmus Paludan om udviklingen i Sydafrika og landets sorte borgeres intelligens.
Han vil nu sammen med sin forsvarer overveje, om de skal forsøge at få sagen videre til Højesteret.
– Nu vil jeg gå hjem og nærlæse dommen, og så vil min klient og jeg vurdere, om der skal sendes en ansøgning afsted til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få sagen prøvet ved Højesteret, lyder det fra forsvarer Mette Grith Stage.