Rasmus Lauge glæder sig over stabil præstation
Danmark tog en overbevisende skalp, da de besejrede Island med 30-25 i ottendedelsfinalen ved VM i Qatar. De danske drenge var i fuld kontrol hele vejen igennem, og det var også en stærkt tilfreds Rasmus Lauge, der efter kampen snakkede med pressen.
»Vi får sat trumf på i starten. Det er på en eller anden måde svært at komme foran med så mange mål, selvom det lyder lidt mærkeligt. For man kan nemt – allerede efter ti minutter, hvor der står 8-2 eller sådan noget – miste et niveau eller to. Men jeg synes, vi holder det skide godt, og vi holder det hele vejen. Der er aldrig tvivl om sejren, og ikke engang i anden halvleg falder vi ned denne gang. Så vi er utroligt glade, og det er kun, fordi vi slipper håndbremsen fuldstændig, at de får lov til at pynte lidt på resultatet. Vi skulle herfra uden skader, og vi havde vundet den med lang tid igen,« sagde Rasmus Lauge til DR efter kampen.
Nu venter Spanien i kvartfinalen, og sidst Danmark mødte dem ved et VM var i 2013, hvor spanierne vandt med hele 35-19. Men Lauge er optimistisk forud for kampen.
»Det lyder umiddelbart som en rigtig, rigtig svær modstander. Vi skal hjem og se en masse video og forberede os lige så godt, som vi har gjort til den her kamp. Og så er jeg sikker på, at vi kan komme derfra med en sejr, hvis vi holder koncentrationen og spiller lige så godt, som vi har vist takter til,« siger han.
Kvartfinalerne spilles på onsdag, så Danmark har nu to dage til at forberede sig. Skulle Danmark slå Spanien, så venter vinderen af Frankrig og Slovenien i semifinalen.