Rasmus er i Spanien: Familien ønsker ham hjem

Rasmus Schultz Madsen er på udveksling i Spanien. På nuværende er han ramt af, at coronavirus har lukket landet ned.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som danskere er vi klar over, at vi befinder os i en lidt irriterende situation, der gør, at vi helst ikke skal bevæge os udenfor.

Men i Spanien, hvor Rasmus Schultz Madsen befinder sig, er der taget endnu skrappere metoder i brug. Det er kun med særlige formål, at spaniere må forlade deres hjem.

Artiklen fortsætter efter videoen

Rasmus Schultz Madsen rådes af sin skole til at vende snuden mod Danmark, men han afventer situationen lidt endnu, selv om der kan være udsigt til, at transport fra Spanien mod Danmark kan blive en vanskelighed.

Estado de Alarma

Spanien har erklæret nødsituation – Estado de Alarma – og fra mandag den 15. marts måtte landets borgere kun bevæge sig udenfor, når de skal foretage indkøb af mad, apotekervarer, lægebesøg, bank-  eller forsikringsforretninger og andre essentielle sager.

Det kommer efter, at landet er blevet hårdt ramt af coronavirus Covid-19.

Midt i det befinder danske Rasmus Schultz Madsen sig. Han er på udveksling som en del af fjerde semester på sin uddannelse som bygningskonstruktør.

– De er begyndt at give bøder til folk, der er udenfor uden et formål. Hvis man skal på indkøb, skal man nærmest have en pose med som bevis. De går rimelig meget op i det hernede, siger han til Newsbreak.dk.

Tænker på sin uddannelse

Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til Spanien for nuværende, mens alle danskere opfordres til at vende hjem til Danmark, skulle man være taget på rejse til Spanien.

Anderledes er det dog for danskere, der er fastboende, som Rasmus Schultz Madsen siden februar har været en del af, derfor står han også midt i et dilemma.

– Jeg har spekuleret en del over det, men det står og falder med min eksamen til sommer. Jeg vil gerne hjem, for det er trods alt hyggeligere at være sammen med sin familie, men det kommer an på min uddannelse, siger han.

Han har været i dialog med sin danske skole, der knokler for at kunne give Rasmus Schultz Madsen og andre udvekslingsstuderende svar på, om de kan få semestret godkendt, hvis de vender tilbage til Danmark nu.

Tag hjem til Danmark

Generelt har Rasmus Schultz Madsens danske skole rådet deres elever, der er på udveksling til at tage hjem.

– Skolen følger Udenrigsministeriets anbefalinger. Samtidig så anbefaler Udenrigsministeriet, at fastboende og studerende på længere uddannelsesophold at blive og følge de lokale myndigheders anbefalinger, siger han.

Ligeledes synes hans familie dog også, at han skal komme hjem til Danmark.

– De er interesseret i at få mig hjem, men de har også forståelse for, at jeg skal have afviklet alt det hernede, inden jeg kan tage hjem, siger Rasmus Schultz Madsen, der ikke er ene dansker midt i nødsituationen. Han bor også sammen med en anden dansk udvekslingsstuderende.

Svært med transport hjem

Rasmus Schultz Madsen har ikke været i kontakt med Udenrigsministeriet, men han har til gengæld kontaktet sin rejseforsikring, som har meddelt, at de dækker en rejse hjem.

Afventer Rasmus Schultz Madsen den endelige udmelding fra sit uddannelsessted, kan det resultere i, at der ikke er flere fly mod Danmark. Men det afskrækker ham ikke.

– Jeg kunne godt forestille mig, at de aflyser alle fly. Mine forældre og min kæreste skulle have besøgt mig, men deres fly blev aflyst. Jeg kan nok finde alternativ transport hjem, hvis jeg får styr på uddannelsen, lyder det fra Rasmus Schultz Madsen, der også har planer om at kontakte den danske ambassade i Spanien for at høre nærmere om, hvad han skal foretage sig af valg.

Udgangsforbud forlænges

Rasmus Schultz Madsen befinder sig det meste af tiden i sit hjem, som han deler med en anden dansk udvekslingsstudent. Og der skal han blive i minimum to uger.

– Vi har udsigt til to uger, hvor vi skal blive indendøre. Jeg kan forestille mig, at det bliver forlænget, siger han.

Selv om universitetet er lukket, så modtager de studerende – hvis alt går vel – fjernundervisning. Rasmus Schultz tror også fortsat på, at han kan gennemføre sit semester i Spanien.

– Om det bliver en god eller dårlig eksamen, så har jeg en fornemmelse af, at den nok skal blive gennemført, lyder det fra ham.

Powered by Labrador CMS