Rapper tiltalt for farsdagsgave
Rapperen Lil Wayne skal i retten til december. Her er han sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
Rapperen Lil Wayne, med det borgerlige navn Dwayne Michael Carter Jr., er nu officielt blevet tiltalt for at være i besiddelse af et ulovligt skydevåben og tilhørende patroner. Det skriver CBS News.
Carter blev 23. december 2019 standset i lufthavnen i Miami, hvortil han netop var ankommet med privatfly. I kufferten blev der således fundet et skydevåben, som Lil Wayne selv har forklaret, var en farsdagsgave.
Udover det guldbelagte våben indeholdt kufferten også patroner. Problemet for rapperen er, at han tidligere har modtaget en dom for noget lignende, og derfor må han ikke lovligt være i besiddelse af skydevåben.
Derfor skal rapperen altså møde i retten 11. december, hvor det vil blive afgjort, om han skal dømmes for ulovlig besiddelse. Hans advokat giver i hvert fald udtryk for, at det ikke nødvendigvis er en rimelig tiltale, da våbnet ikke udgjorde en fare i en kuffert.
Lil Wayne må ikke bære våben, fordi han for over 10 år siden modtog en dom på otte måneders fængsel efter en episode involverende et skydevåben i New York.