Rapper indrømmer uhyggelig historie: Opløste studerende i syre

Arbejdede for mexicansk narkokartel.

I slutningen af april protesterede utallige mexicanere mod det meningsløse drab på de tre filmstuderende. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Drømme om at blive kendt for hårdtslående rap blev kombineret med andre mere virkelighedsnære voldsomme episoder for en mexicansk amatørrapper, der for nylig har indrømmet, at han har arbejdet for et mexicansk narkokartel.

Amerikanske KVIA beskriver, at tre filmstuderende, der filmede et studieprojekt i den mexicanske by Guadalajara, blev af fanget af den mexicanske narkobande, hvor rapperen kaldet Qba arbejdede.

Ifølge politiets efterforskere var hans opgave at opløse de tre lig i et syrebad, skylle resterne ud i et afløb og rense beholderen efter brug. Christian Omar Palma Gutierrez, som rapperens borgerlige navn er, betragtede det som et job, der finansierede hans spirende karriere.

Med god en halv million video-visninger på Youtube var rapperen på vej op ad.

– Han drømte om at blive større, han ville leve af det her, så hans forældre ikke skulle kæmpe længere, siger produceren bag Qbas mange sange om drab, vold og anden kriminalitet ifølge KVIA. Nu er rapperen i særlig vidnebeskyttelse, fordi kartellet vil slå ham ihjel. Han har nemlig indrømmet sin rolle. Angivelig blev han betalt 3000 pesos om ugen for at opløse tortur-ofre.

Efterforskerne i den konkrete sag med de filmstuderende siger, at de absolut intet havde med narkohandel at gøre. De blev mistænkeliggjort, fordi de – uden at vide det – filmede inde i et hus, som en rivaliserende bande har brugt som et såkaldt “safe house”.

Powered by Labrador CMS