Rap-komet åbner op om hård fortid
- Jeg føler, at jeg havde en stor storm i mig før i tiden, fortæller han
Den fremadstormende rapkomet Artigeardit har betaget anmeldere og publikum.
Stjernerne er drysset ud over hans seneste plade, "Længe leve", der er blevet kaldt et hovedværk i dansk musik.
Depression og afhængighed
Modtagelsen er som et kram omkring hans blottede sjæl på pladen.
- Albummet handler om mit liv. Hvordan jeg er vokset op. Om at jeg er splittet mellem at være albaner og dansker. Det handler om depression. Om afhængighed. Om fortrængte tanker, der ligger i ens underbevidsthed.
- Det er der mange mennesker, der døjer med. Jeg har bare været god til at få dem ned på papir, fortæller Artigeardit på den lilla løber til TV 2's nye awardshow, EchoPrisen, i K.B. Hallen på Frederiksberg torsdag aften.
-Var lidt et sats
Her var han på scenen to gange. Dels skulle han fremføre et par af sine numre, og så blev han kaldt op for at modtage en statuette i kategorien Årets Musiker. En pris, som seerne og lytterne suverænt bestemmer vinderen af.
- Jeg er meget glad for, hvordan folk har taget imod albummet og har fattet det, siger Artigeardit og fortsætter:
- Jeg er meget glad for, at den slags musik har ramt charten (hitlisten, red.). For det var lidt et sats at lave et helt album, der lød, som det her gjorde.
Kommer bag tæppet
Faktisk har responsen været overvældende, fortæller han.
- Jeg tror, at folk er glade for at komme bag tæppet og ind i mine tanker. Folk kan spejle sig i mange af mine tekster. Også selv om det måske nødvendigvis ikke handler om deres problemer, siger Artigeardit.
- Jeg har mødt mange, som siger, at det har gjort gode ting for dem og har hjulpet dem i svære tider.
Et meget bedre sted
Sådan har han også selv haft det.
Selv om han ikke er landet helt endnu, er han på vej.
- Jeg er i hvert fald et meget bedre sted nu, end hvad jeg plejede at være. Jeg føler, at jeg havde en stor storm i mig før i tiden, og det var først, da den storm havde lagt sig, at jeg kunne snakke om den ordentligt, fortæller han.
- Imens man er i det, er det lidt svært at tale om det på den måde, jeg har gjort. Så på det her album har jeg kigget tilbage.
Nu vil han kigge frem
Ved at kigge tilbage håber han at kunne kigge frem og vise vejen for andre. Hvis negative tanker forpester ens sind, og splittelsen er ved at spalte en, kan musikken måske skabe et fællesskab at finde forståelse i.
- Det føler jeg, at jeg har formået at gøre - det virker i hvert fald sådan på folk, siger Artigeardit.
- Folk skal vide, at de ikke er alene om at have dårlige tanker. Det er meget mere normalt, end man faktisk går og tror.
EchoPrisen kan ses på TV 2 Play og TV 2 Echo 2. april.