Randers tildelte Nykøbing første nederlag

Foto: Annelene Petersen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Nykøbing Falster HK med Kristina Mulle Kristiansen i spidsen ville gerne fortsætte den flotte sæsonstart. Men holdet hang næsten hele kampen efter hjemmeholdet Randers HK, der vandt kampen 31-26.

En hæderlig indsats var ikke nok til at fortsætte den flotte start på sæsonen af Nykøbing Falster HK, da de på udebane mødte Randers HK i Boxer Dameligaen. Kronjyderne vandt 31-26.

Starten var ellers meget lige, men ved stillingen 7-7 stak Randers af efter 12 minutters spil. I de efterfølgende minutter fik hjemmeholdet skabt et hul. Men Kristina ‘Mulle’ Kristiansen ville det anderledes. Med to scoringer i træk hev hun nyoprykkerne tilbage i opgøret til 14-9.

Herefter var det, som om Nykøbing Falster kom bedre med i kampen og scorede også de næste tre mål. Pausestillingen var 16-13.

I anden halvleg trak Randers igen fra udeholdet. Lynhurtigt fik holdet udbygget føringen og kom foran med seks mål.

Igen kom Nykøbing Falster tilbage og åd sig ind på Randers forspring, så der kun var tre mål op for nyoprykkerne. Men hjemmeholdet ville ikke lukke Nykøbing Falster ind i kampen og trak igen fra med seks mål efter 42 minutters håndbold.

Et par minutter senere scorede Randers tilmed til 25-18, og det begyndte at ligne en hjemmesejr. Nyoprykkerne virkede trætte og Randers spillede fornuftigt bolden rundt.

Hjemmeholdets sejr var ikke på noget tidspunkt i fare i anden halvleg, og Randers vandt kampen med fem mål – 31-26.

Efter kampen var hjemmeholdets målvogter Cecilie Greve rigtig glad for sejren:

»Det føles rigtig dejligt. Vi lukker dem ind i kampen nogle gange, men det var en god dag. Det er vores mål at komme i top seks, og det er vigtigt, at vi får skrabet point så mange point ind som muligt – specielt på hjemmebane,« sagde hun til TV 2.

Nykøbing Falsters Kristina ‘Mulle’ Kristiansen var trods nederlaget tilfreds med nyoprykkernes indsats:

»Det er fair nok. Vi brænder pisse meget, og vi kunne måske have vundet kampen. Nu tabte vi, men vi er tilfredse med indsatsen. Vi hænger ikke med hovederne og kæmper videre,« sagde hun til TV 2 efter kampen.

Andre resultater fra Boxer Dameligaen: FC Midtjylland – Silkeborg-Voel 19-18, SK Århus – Viborg 28-23 og Esbjerg Sønderjyske 35-27. I Boxer Herreligaen slog Skjern hjemmeholdet Nordsjælland med 28-29.

Powered by Labrador CMS