Rammer fredag: Advarer danskere i dette land
En cyklon, der er i den kraftigste kategori hos Australiens meteorologiske institut, har ramt fredag
Danske statsborgere i Australien er blevet opfordret til at holde sig opdateret om en cyklon, der fredag har ramt delstaten Western Australia.
Det fremgår af Udenrigsministeriets Borgerservices hjemmeside.
- Den kraftige cyklon Zelia forventes at ramme den nordlige kyst i delstaten Western Australia senere på dagen den 14. februar 2025.
- Hold dig opdateret via medierne, lokale myndigheder, dit hotel eller rejsebureau, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice.
Beskeden er også sendt på sms til danske statsborgere, der opholder sig i Australien og er tilmeldt den såkaldte danskerliste.
Det er en liste, som danskere kan tilmelde sig som rejsende eller fastboende i udlandet. Hvis man er tilmeldt listen, modtager man blandt andet information fra Udenrigsministeriet i eventuelle krisesituationer.
Er gået i land
Cyklonen med navnet Zelia er fredag eftermiddag lokal tid - tidligt fredag morgen dansk tid - gået i land i Australien.
Den har udviklet sig til at være en kategori 5-storm hos Australiens meteorologiske institut, Bureau of Meteorology, skriver nyhedsbureauet AFP. Det er den kraftigste kategori på instituttets skala.
- Den kommer til at udvikle sig hastigt i løbet af i dag, og så rykker den ind mod kysten, sagde meteorolog Dean Narramore fra Bureau of Meteorology torsdag.
Det forventes, at nogle vindstød fra cyklonen kan nå en hastighed på helt op mod 80 meter per sekund, siger meteorologen.

Kraftigste i Danmark
I Danmark definerer Danmarks Meteorologiske Institut typisk en orkan, som når vindstyrken er over 32,6 meter per sekund.
Da Danmark i 1999 blev ramt af den på det tidspunkt kraftigste orkan nogensinde, blev der målt en middelvind over ti minutter på 38,1 meter per sekund og vindstød på 51,4 meter per sekund.
Det blev i 2013 overgået af stormen Allan med en middelvind på 39,5 meter per sekund og højeste vindstød på 53,5 meter per sekund.