Rambuktyve smadrer lille købmand: -Giver ingen mening
En lille købmand i en lille by var natten til onsdag udsat for et stort tyveri.
– Det giver altså ingen mening. Vi er en lille købmand, og vi ligger jo ikke inde med noget af værdi.
Sådan siger købmand Bjørn Jacobsen, der ejer Spar Købmanden i byen Borbjerg ved Holstebro.
Baggrunden for den udtalelse er, at han og fruen natten til onsdag omkring klokken et blev vækket af en telefonopringning.
– Det var de to naboer, der havde hørt det, siger Bjørn Jacobsen til Newsbreak.dk.
Med ‘det’ mener han, at rambuktyve netop have kørt en stor Claas-traktor gennem gavlen til forretningens kontor.
– Så den ene nabo ringer til mig, den anden til politiet, siger Bjørn Jacobsen.
Købmanden bor knap 100 meter fra sin forretning og var derfor tilstede få minutter efter opringningen – men for sent.
– Da vi kommer, er de væk, så det er godt nok gået stærkt, sige han.
Traktor gennem gavlen
Den store traktor var altså kørt direkte gennem gavlen og ind i kontoret.
– Jeg er sikker på, de må have været her før og set, hvor det var. De er gået benhårdt efter pengeskabet, siger Bjørn Jacobsen.
Tyvene, for der må ifølge købmanden være mindst tre, har herefter spændt et reb omkring pengeskabet og fået det trukket ud til en stjålet varevogn og ind i den.
– Pengeskabet står under mit skrivebord og er vel 70 gange 70 centimeter, siger Bjørn Jacobsen.
På trods af den undselige størrelse er det dog ikke lige til at rende med – derfor, og det faktum, at der er ifølge købmanden er brugt hele to stjålne biler og en stjålet traktor til tyveriet, kommentaren om antallet af tyve.
– Det vejer i hvert fald over 100 kilo, siger han.
Vild menneskejagt
Imens købmanden stod og betragtede det sørgelige syn i sin forretning udspillede der sig en veritabel menneskejagt i området omkring Borbjerg.
– Vi sendte hurtigt flere patruljer afsted, og heldigvis havde vi tilfældigvis også en helikopter i luften på det tidspunkt, fortæller vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.
Ved Mogenstrup fik en patruljevogn, som var tilkaldt fra Skive, kontakt med tyvene.
– Mens patruljen vendte for at sætte efter tyvene, blev gerningsmændene så befippede, at de kørte galt, siger Anders Olesen.
Tyvene flygtede fra bilen til fods, mens en helikopter, som tilfældigvis var på øvelse, blev inddraget i eftersøgningen af de flygtende mænd.
– Takket være helikopteren og særdeles dygtige hundepatruljer, lykkedes det at finde de to mænd i et vådområde henholdsvis klokken lidt over 2 og klokken 5.30. Vi har en formodning om, at der kan være en tredje medskyldig, fortæller Anders Olesen til TV Midtvest.
I flugtbilen fandt politiet det stjålne pengeskab.
Chokeret købmand
Bjørn Jacobsen lægger ikke skjul på, at han er lettere chokeret over den voldsomme fremgangsmåde.
– Det er jo ikke blot et simpelt tyveri. Det, at man vælger at vælte en hel gavl, er nok det, der chokerer mig mest. Jeg synes, det er lidt overkill, siger han.
Også lokalsamfundet bakker op om købmandens tanker. Normalt er Borgbjerg en rolig by med omkring 400 indbyggere.
– Det berører også dem. De er ærgerlige, men vi føler også, at de er positive opmærksomme, siger Bjørn Jacobsen.
Det beviser et opslag på forretningens Facebook-side fra tidligere tirsdag da også.
– Det var nogle opmærksomme kunder, der kunne fortælle, at der var nogle, der lige skulle have nogle rammer øl med i bilen uden at betale, siger Bjørn Jacobsen og fortsætter:
– Så en to-tre kvikke hoveder gjorde opmærksomme på det og tog registreringsnummeret på bilen. Men det er mere drengestreger, siger han, og understreger, at der sjældent sker lignende episoder i købmandsbutikken.
Mormors mønter
I pengeskabet har der ikke været meget at komme efter for tyvene.
– Vi har blandt andet cash guard, så der er ingen værdier i det, siger Bjørn Jacobsen, der dog godt kan være ærgerlig over, at der i pengeskabet også lå nogle mønter, han havde fået af sin mormor.
Politiet har i skrivende stund teknikere på stedet og så står den ellers på genopbygning af gavlen.
– Jeg har allieret mig med håndværkere, nu skal jeg bare have et ‘go’, så går vi i gang, siger Bjørn Jacobsen.
Om indholdet af pengeskabet var intakt, da politiet fik fat i tyve og pengeskab, ved købmanden ikke på nuværende tidspunkt.
– Jeg har ikke fået snakket med politiet om det endnu, siger han.
Når han får det får han også svar på, hvad der kommer til at ske med tyvene. Og om han får mormors mønter tilbage.
De to anholdte rumænere forventes ifølge TV Midtvest at blive fremstillet i grundlovsforhør senere onsdag. De er ikke i forvejen kendt af politiet i Danmark.