Raketangreb ved ambassade

Tre raketter affyret fra et område uden for Iraks hovedstad, Bagdad, er ramt ned i Den Grønne Zone.

Demonstrationer mod Iraks regering er blusset op igen. Mandag var der i Bagdad og andre byer sammenstød mellem politi og demonstranter. Her får en demonstrant ramt af tåregas medicinsk hjælp. Foto: Khalid Al-Mousily/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Tre raketter er natten til tirsdag ramt ned i den såkaldte grønne zone i Bagdad. Området huser blandt andet den amerikanske ambassade og flere regeringsbygninger.

Det oplyser kilder i Iraks politi til Reuters.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne personer eller materielle ødelæggelser i det kraftigt bevogtede område.

(Artiklen fortsætter under videoen)

To af raketterne ramte ifølge kilderne nær USA’s ambassade. Raketterne blev angiveligt affyret fra et område uden for Bagdad.

Angrebet finder sted, efter at der mandag var store folkelige protester i Bagdad og andre irakiske byer rettet mod regeringen.

Fire civile personer og to politibetjente er dræbt i urolighederne. Tre demonstranter bukkede under på et hospital i Bagdad, oplyser kilder.

To var blevet ramt af skud affyret af politiet, mens den tredje blev ramt af en tåregasgranat. En fjerde demonstrant blev skudt og dræbt af politiet i den hellige by Kerbala.

I byen Basra mistede to politifolk livet, da de ved et uheld blev ramt af et civilt køretøj under en demonstration, oplyser kilder i sikkerhedstjenesten.

Uroligheder brudt ud

Demonstranterne beskylder premierminister Adel Abdul Mahdi for at være løbet fra sit løfte om at udpege en ny regering, som irakerne vil kunne acceptere.

I flere uger har der ellers været relativt roligt i de irakiske byer, der før har været præget af demonstrationer mod regeringen.

Protesterne begyndte 1. oktober, hvor især unge irakere gik på gaden med krav om store ændringer i regeringssystemet.

De mener, at hele systemet er grundlæggende korrupt, og at det er medvirkende til, at mange Irakere lever i fattigdom i det olierige land.

Over 450 mennesker er blevet dræbt under de seneste måneders uroligheder.

Powered by Labrador CMS