Rafael Nadal: Jeg har for mange mentale op- og nedture
Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal er dumpet ned ad verdensranglisten efter en del mentale udfald i 2015.
Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal bytter i denne uge favoritunderlaget grus ud med hardcourt ved Rogers Cup i Montreal.
Mens mange andre topspillere for en måned siden indledte hardcourt-sæsonen efter Wimbledon for at få en optimal forberedelse sig til US Open, så valgte Nadal at spille på grus i Hamburg for at tanke selvtillid.
Den 29-årige spanier traf sandsynligvis den rette beslutning efter det uventede nederlag i anden runde ved Wimbledon til tyske Dustin Brown, for Nadal endte med at tage titlen i Hamburg.
– Det handler altid om at tilpasse sin tennis.
– Man skal slå til bolden på forskellige måder, men når alt kommer til alt, så er det tennis, siger Rafael Nadal til ATP’s hjemmeside.
– Hamburg var en positiv uge for mig. Mentalt var jeg stabil hele ugen, men sådan har det ikke været så ofte i denne sæson
– Mentalt har det været mere op og ned end før, siger spanieren, der i år er dumpet ned som nummer ni på verdensranglisten.
Rafael Nadal har vundet Rogers Cup tre gange tidligere i karrieren.
Årets sidste grand slam-turnering US Open spilles fra den 31. august og to uger frem.
Efter US Open kommer Rafael Nadal sandsynligvis til Danmark for at spille Davis Cup sammen med det spanske landshold.
/ritzau/