Radikalisering: Politikere vil udnytte tomme fængsler
Halvtomme arresthuse i Udkantsdanmark skal bruges til at sprede radikaliserede indsatte, mener flere politikere ifølge Jyllands-Posten.
En af dem er SFs retsordfører Karina Lorentzen (SF).
»Vi skal undersøge, om det ikke er en mulighed at udnytte et af de tomme arresthuse til de radikaliserede indsatte, som kan påvirke andre fanger i den retning eller opdele dem i små grupper,« siger hun til avisen.
Fængselsforbundet har efter terrorangrebet i København efterlyst mulighed for i højere grad at kunne isolere indsatte, der udgør en risiko for at radikalisere andre. Justitsminister Mette Frederiksen (S) er ifølge avisen ikke afvisende over for ideen, mens Dansk Folkeparti mener, at det passende kan ske i fængsler med god plads.
Retsordfører Peter Skaarup (DF) mener, at hvis fanger er sammen med indsatte, der radikaliserer og opildner til terror, så er der risiko for, at de også selv begår terror.
De danske fængsler har i mange år haft særlig fokus på at opdele de indsatte, der kommer fra rocker- og bandemiljøet, så de ikke afsoner sammen.