Radikaliserede indsatte kan være på vej mod isolering

Foto: ERNST VAN NORDE/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvordan kan man undgå, at de danske fængsler bliver en rugemaskine for radikaliserede ekstremister? Både Fængselsforbundet og et flertal i Folketinget er klar til at se på, om en del af løsningen kan være at adskille radikaliserede fanger fra de andre indsatte.

»Efter det triste terrorangreb i Frankrig viste det sig jo, at terroristerne havde et kendskab til hinanden gennem et kriminelt netværk fra fængslet. Det giver selvfølgelig anledning til, at vi skal undersøge, om vi har lignende problemer i Danmark,« siger formand i Fængselsforbundet, Kim Østerbye.

På to år har Kriminalforsorgen fået 39 indberetninger om fanger, der har udvist mistænkelig, ekstremistisk adfærd, skrev Berlingske lørdag. Det får Venstre og Dansk Folkeparti til at foreslå isolering på særlige afdelinger for radikaliserede.

»Det kan ikke nytte noget, at vi har radikaliserede mennesker i fængslerne, som i virkeligheden kan sidde der og gøre endnu flere mennesker endnu mere ekstreme,« siger Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen (V).

Kim Østerbye støtter forslaget, men vil udelukkende fokusere på dem, der radikaliserer de andre.

»Dem, der bliver radikaliseret, har ikke selv noget ønske om det – de lader sig bare påvirke af det miljø, de er i,« siger han og understreger, at isoleringen aldrig vil kunne stå alene. Fængselsbetjentenes tid »på gulvet« og deres uddannelse er også vigtige elementer i bekæmpelsen af ekstremismen:

»Vi har folk, der er uddannet til at spotte de radikaliserede fanger, og den uddannelse skal hele tiden udvikles. Samtidig skal vi have god tid på gulvet, for det er, når vi går rundt blandt fangerne, vi spotter, hvad der foregår – ikke når vi sidder ved skrivebordet og dokumenterer,« siger Kim Østerbye.

Det første skrift på vejen til løsningen er allerede taget, påpeger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S):

»Når vi er i stand til at identificere de 39 personer, er vi også i stand til at gøre noget ved problemet. Det kan aldrig stå alene at isolere indsatte, men vi ser gerne på forslaget,« siger hun.

Regeringens støttepartier, SF og Enhedslisten, er også begge åbne for forslaget, men udtrykker samme bekymring:

»Hensynet til, at de radikaliserede ikke rekrutterer andre, vejer tungest, og derfor kan det selvfølgelig komme på tale at isolere dem på særafdelinger. Udfordringen er bare, at gør man det, så fastholder de hinanden i deres ekstreme synspunkter,« siger SFs retsordfører, Karina Lorentzen (SF).

Udover at isolere både dem, der udviser tegn på at blive radikaliserede og dem, der forsøger at radikalisere andre, vil Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen (DF) også se på fængslets imamer:

»Der er en tendens til, at man fremhæver imamerne som nogen, der skal være med til at hive unge ud af et meget radikalt miljø, men folk glemmer, at imamerne nogle gange er en stor del af problemet. Vi så egentlig gerne, at der ikke var imamer i de danske fængsler,« siger han.

Kim Østerbye fra Fængselsforbundet oplyser, at han på et møde med Kriminalforsorgen i næste uge vil tage radikaliseringen af de indsatte op.

Powered by Labrador CMS