Radikale vil oprette helt ny militær indsatsstyrke

Når freden er vundet, kan Danmark gøre mere for at opbygge civilsamfund rundt om i verden, mener De Radikale.

Under et besøg hos de danske styrker i Irak kom R-leder Morten Østergaard søndag på idéen om at oprette en humanitær indsatsstyrke. Foto: Forsvarsministeriet/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark har soldater, som kan indsættes i verdens brændpunkter. Så hvorfor ikke også oprette en humanitær indsatsstyrke, som kan hjælpe, hvor der er brug for det i verden?

Tanken stammer fra De Radikales leder, Morten Østergaard, og kommer forud for forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig, der begynder til efteråret.

Han kom søndag på idéen efter et besøg i Irak hos de danske soldater, som kæmper for at vinde freden.

– En humanitær indsatsstyrke er præcis det, der er brug for, siger Morten Østergaard og uddyber:

– Noget af det, der efterspørges internationalt, er nogle, der har evnen og viljen til at træde ind, når slaget er vundet, og freden skal skabes. Og der kan vi noget særligt i Danmark.

Styrke på få hundrede mand

Han fremhæver, at mange lande gerne bidrager til de skarpe missioner, men at det er svært at få lande til at bidrage til det langsigtede arbejde, når freden skal skabes.

Han undlader at svare på, om pengene skal findes på bekostning af Forsvaret, men sat på spidsen betragter han det som et “måske endnu vigtigere bidrag” end det militære.

Helt konkret forestiller han sig en humanitær indsatsstyrke på nogle få hundrede, som skal udgøre et supplement til Folketingets udenrigspolitiske værktøjskasse.

Desuden kan det være med til at dække en del af Danmarks forpligtigelser overfor Nato i henhold til diskussionen om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvarsområdet.

Minister er skeptisk

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er dog skeptisk overfor idéen og kan ikke se behovet for en sådan indsatsstyrke.

– Vi har Beredskabsstyrelsen, som er en super institution, og som er utrolig velanskrevet rundt om i verden og efterspurgt.

– Jeg er skeptisk for, hvis man skal bygge nye institutioner, for vi har en beredskabsstyrelse, som vil kunne løse de opgaver, siger forsvarsministeren, som snart sætter sig for bordenden, når der skal forhandles.

Det preller dog af på Morten Østergaard, der mener, at der kan gøres endnu mere på området.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS