Radikale holder hemmeligt møde
Det radikale folketingsmedlem Lotte Rod har berettet om, at hun har oplevet at blive taget på af partifæller.
De Radikale holder onsdag gruppemøde, hvor blandt andet den aktuelle krænkelsessag i partiet er på dagsordenen. Mødet skulle have været afholdt i partiets gruppeværelse på Christiansborg, men partiet har flytte mødet til et ukendt sted, så det kan holdes i ly for pressen.
Lotte Rod, som er folketingsmedlem for De Radikale, fortalte i midten af september, at hun har oplevet at blive taget på af partifæller.
– Jeg er blevet taget på både i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre, skrev hun.
Hun navngav ikke de personer, som har krænket hende, men hun har siden bekræftet, at hun har givet et specifikt navn til partiledelsen. Kun det mangeårige folketingsmedlem Marianne Jelved mødte op ved gruppeværelset til mødets start, da hun angiveligt ikke havde fået besked om, at mødet var flyttet.
Hun har ingen kommentarer til sagen.
Få vil tale
Ledelsen i De Radikale har ikke udtalt sig om sagen indtil mandag aften, hvor politisk leder Morten Østergaard (R) i et opslag på Facebook skrev, at der var igangsat en ekstern undersøgelse.
I forbindelse med Folketingets åbning sagde Morten Østergaard tirsdag, at han havde gennemført de samtaler og den påtale, som han mener, er den rigtige i den konkrete sag. Han blev af journalister spurgt om, hvorvidt det var ham selv, som har krænket Lotte Rod. Til det svarede han:
– Nej. Det, jeg siger til dig, er, at jeg vil ikke gå ind i de her konkrete personspørgsmål. Og jeg kommer ikke til hverken på egne eller andres vegne at sige noget som helst om personspørgsmål.
Senere henvendte De Radikale sig til flere medier for at præcisere, at Morten Østergaard ikke svarede “nej” til, om det var ham, der har krænket Lotte Rod. Derimod var det en afvisning af at kommentere krænkelsessagen.
De Radikales pressechef oplyser, at der vil komme en udtalelse fra partiet efter gruppemødet.