Råd foreslår livstidsstraffe til IS-kæmpere

Foto: Khalil Ashawi/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Det skal give lange fængselsstraffe, hvis man som dansker eller herboende udlænding rejser til udlandet for at kæmpe for ekstremistiske terrorgrupper såsom Islamisk Stat.

Det mener Straffelovrådet, der er klar med ny udtalelse. Rådet foreslår, at personer skal kunne straffes med fængsel op til ti år, og hvis man deltager i kampe mod danske styrker, skal det kunne gives fængsel på livstid. Det skriver Jyllands-Posten.

»Der er stor forskel på at tilslutte sig Islamisk Stat og stå lidt bagved eller stå ved fronten og skyde mod danske fly. Derfor deler vi det op og siger, at normalstraffen bør være op til ti år, og op til livstid, hvis man deltager i kamp mod danske styrker og måske skyder mod danske fly,« siger Bent Carlsen, der er præsident for Østre Landsret og formand for Straffelovrådet, til Jyllands-Posten.

Regeringen satte i efteråret 2014 Straffelovrådet til at se på sagen på grund af flere historier om danske statsborgere, der var rejst til konfliktområder i blandt andet Syrien for at kæmpe under Islamisk Stats faner.

I den nye udtalelse, der på 102 sider, anbefaler Straffelovrådet blandt andet at lave et nyt punkt i straffeloven, som samles under overskriften landsforræderi, der dermed sort på hvidt skal stå i straffeloven.

Straffelovrådet foreslår yderligere, at radikalisering inden for de danske grænser af andre personer, som tilslutter sig eksempelvis Islamisk Stat, skal kunne sendes i fængsel op til 16 år.

Straffelovrådet har på grund af den korte deadline kun gransket, hvordan man kan straffe danske statsborgere, der aktivt deltager i væbnede konflikter i stater, hvor danske styrker er involveret.

Powered by Labrador CMS