R: Rystende at politi kalder hærværk for drengestreger
»Det er rystende, at politiet kalder gravskænderi for drengestreger. Det forstår jeg slet ikke, at man kan finde på, fordi det er så alvorligt.«
Sådan lyder det fra de Radikales Zenia Stampe (R), efter der natten til lørdag blev udøvet hærværk mod 50 grave på den muslimske gravplads i Brøndby vest for København.
Politiet kalder det drengestreger, og mener ikke, at der ligger en trussel bag eller et had mod muslimer.
»Vi har ikke noget, der indikerer, at det skulle være rettet mod det muslimske miljø eller i øvrigt har politiske undertoner. Det ligner drengestreger, hvor gravstenene er blevet væltet og nogle ødelagt,« siger vagtchef fra Københavns Vestegns politi Kim Madsen.
Det er Zenia Stampe helt uforstående over for. Hun mener, at hærværket er et wake-up call og er nødt til at blive taget alvorligt.
»Jeg forstår ikke, at politiet kan konkludere, at det ikke er rettet mod muslimer. For det første er det ikke nogen hemmelighed, at det er muslimer, der ligger begravet her. Det står på skiltet på vej ind på begravelsespladsen, og alle gravstene er skrevet på arabisk,« siger hun.
»Derudover er det ikke et sted, der ligger ved siden af et diskotek, hvor man tilfældigt ender efter at have fået en øl for meget. Det er et sted, man kun kommer, hvis man har et ærinde, eller går målrettet efter at komme her,« siger hun.
Ifølge Zenia Stampe er det had, der er mod muslimer, ikke blevet taget alvorlig nok.
»Vi har ikke været gode nok til at erkende, at der er en trussel mod danske muslimer. Jeg er dybt berørt over, at der er mennesker i sorg, der skal se deres kæres gravplads være ødelagt. Jeg er på stedet nu, og der er friske blomster og gaver blandt de ødelagte gravsten. Det rammer folk, der i forvejen er i dyb sorg,« siger hun.
Politiet arbejder på at finde ud af, hvem der står bag hærværket og hører meget gerne fra folk, der har set eller hørt noget.