R-leder beroliger bekymret bagland

Morten Østergaard forklarer baglandet om grunden til asylstramninger. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringens asylstramning er “en ordentlig måde at håndtere problemet på”, siger Morten Østergaard.

Det kommer ikke bag på den nye radikale leder, Morten Østergaard, at der er kraftige reaktioner fra det radikale bagland på regeringens bebudede stramning af asylpolitikken, sådan som det fremgår af en rundspørge, som Politiken har foretaget blandt partiets græsrødder.

Men økonomi- og indenrigsministeren insisterer på, at man gør det rigtige for at reagere på en ekstraordinær situation med den tilspidsede konflikt i Syrien.

– Udlændingepolitik og ikke mindst asylpolitik er jo radikalt hjerteblod. Derfor forstår jeg til fulde bekymringen.

– Men det er altså stadigvæk sådan, at selv med de nye regler her ville jeg hellere være flygtning i Danmark end eksempelvis i vores nabolande, siger Østergaard tirsdag ved ankomsten til et møde i Luxembourg med EU’s øvrige økonomi- og finansministre.

Partilederen mener, at stramningerne er nødvendige, fordi der er flere flygtninge i Danmark, end der har været i 20 år.

– Derfor synes vi, at det her er en ordentlig måde at håndtere den problemstilling på. Uanset hvem man er, så er man jo nødt til at tage ansvar for den situation, man står i. Det gør Det Radikale Venstre altid.

– Det gjorde vi også for 20 år siden, da det var jugoslaver, det drejede sig om, og hvor man gav opholdstilladelse for et halvt år ad gangen uden mulighed for familiesammenføring.

– Der synes jeg, at denne her ordning, som ikke er en særlov, men er en generel lovgivning, den er bedre. Også fordi den sikrer familiesammenføring, hvis man skal være her i længere tid, siger den radikale leder.

Politiken har spurgt 238 lokalformænd, medlemmer af partiets hovedbestyrelse og byråds- og regionsrådsmedlemmer. Af dem har 97 svaret. Og 48 af dem svarer, at stramningen er en dårlig idé. Kun 27 synes, at forslaget er en god idé.

– Det er en umenneskelig behandling af ulykkelige mennesker. Vi kan ikke være os selv bekendt, siger Henrik Gliese Pedersen, lokalformand i Greve og Solrød, til Politiken.

Morten Østergaard minder om, at de nye regler ikke nødvendigvis er permanente.

– Der er ingen tvivl om, at det er noget, vi gør, fordi vi står i en helt ekstraordinær situation. Så det er bestemt betinget af det. Og det er jo også derfor, at reglerne skal tages op til revision om tre år, hvor vi da forhåbentlig ser en anden udvikling, siger partilederen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS