Qvortrup gør et 'scoop'

Det er et scoop at få Knud Brix som chefredaktør, siger den ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup

Knud Brix, som vi kender ham - med mikrofonen i hånden jagtende landets magthavere. Her er det tidligere Forsvarsminister Carl Holst, der er blevet fanget af den garvede journalist. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Knud Brix bliver ny chefredaktør på Ekstra Bladet.

Det oplyser JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

41-årige Knud Brix får titlen som journalistisk chefredaktør. Han begynder senest 1. december.

Knud Brix bliver hentet fra jobbet som vært på DR's podcast "Genstart". Tidligere har han blandt andet været politisk journalist hos TV 2 samt radiovært på Radio 24syv.

Chefredaktionen på Ekstra Bladet vil fremover bestå af ansvarshavende chefredaktør Henrik Qvortrup og chefredaktør Pernille Holbøll.

Et scoop

- Det er intet mindre end et scoop, siger Qvortrup i pressemeddelelsen.

- Jeg kender Knud som en fantastisk journalist, som en sprudlende ildsjæl og som et både begavet og musisk menneske.

- Det er vanskeligt at forestille sig nogen bedre journalistisk chefredaktør til Ekstra Bladet - og til at understøtte vores ambitioner om at udbygge positionen som Danmarks stærkeste tabloidmedie, siger Qvortrup.

BLÅ BOG: Knud Brix

Knud Brix er uddannet journalist og har en master i Afrikastudier ved Københavns Universitet.

Han har tidligere fungeret som blandt andet politisk reporter på TV 2 og som vært på både morgenfladen og programmet ’Poesibogen’ på Radio24syv, inden han blev vært for DR-nyhedspodcasten ’Genstart’, der havde premiere i marts 2020.

Knud Brix udsendte i 2017 digtsamlingen ’Natfolden’, som er inspireret af hans tid som Christiansborg-reporter.

Han lytter ikke selv til podcasts, da han frygter ”afsmitning”, men han er til gengæld fan af lydbøger.

Kilde: DossierDanmark
Powered by Labrador CMS