Pytlick og co.: Ungarns stil passer os godt
Danske hold har ofte succes mod ungarske i europæiske klubturneringer, påpeger landstræner Jan Pytlick.
Ungarn hører traditionelt til blandt stormagterne i kvindehåndbold, men det danske landshold går på banen med rank ryg til mandag aftens mellemrundekamp mod værtsnationen ved EM.
Der er nemlig bred enighed om, at ungarerne spiller en type håndbold, der passer danskerne godt, og derfor er landstræner Jan Pytlick også fortrøstningsfuld inden kampen i en sydende Fönix Hall i Debrecen.
– Ungarn har en række rutinerede spillere, og de var en dommerkendelse fra at slå de senere verdensmestre Brasilien i kvartfinalen ved VM sidste år.
– Men de danske klubber har spillet mod ungarske i europæiske cupturneringer mange gange i de senere år, og vi har en god tradition for danske sejre, siger Jan Pytlick.
Inden kampen ligger Ungarn på tredjepladsen i mellemrundepuljen med fire point, mens Danmark er nummer fire med tre.
Begge hold er pisket til at vinde for at holde trit med Norge og Spanien, der lige nu ligger på de to pladser, der giver adgang til semifinalen.
– Ungarn spiller noget håndbold, der passer godt til vores spillestil. Det er et hold med en god fysik, men ikke bedre end os på det punkt, forklarer Pytlick.
Anfører Line Jørgensen er en af de spillere, der har stiftet bekendtskab med ungarsk håndbold for ikke så længe siden.
I sidste sæsons Champions League var FC Midtjylland blandt andet oppe mod Ferencvaros, der blev slået både hjemme og ude.
– Vi gjorde det godt i de kampe. Ungarerne synes ikke altid, at det er særlig sjovt at løbe med hjem, og det skulle vi gerne kunne udnytte, siger Line Jørgensen.
I foråret var Lotte Grigel og Maibritt Kviesgaard sammen med Team Esbjerg med til at vinde en EHF Cup-semifinale over ungarske Fehervar efter en vanvittig afslutning og to vestjyske scoringer i de sidste 14 sekunder.
– Jeg har kun gode minder fra Ungarn. Det var virkelig sindssygt dengang, og tænk hvis vi kunne få sådan en afslutning igen. Men jeg så nu allerhelst, at vi bare kørte en sikker sejr hjem, siger Lotte Grigel.
Kampen mellem Danmark og Ungarn starter klokken 20.30.
/ritzau/