Pytlick før Norge: Detaljer afgør kampen
Danmark har leveret gode resultater mod Norge i månederne op til EM, og det har stivet selvtilliden af.
Man skal se sig godt for, hvis man skal finde en vanskeligere modstander i international kvindehåndbold end Norge.
Men selv om respekten for de femdobbelte europamestre er stor i den danske EM-lejr, er der en klar forventning om, at Danmark har gode chancer i puljefinalen torsdag aften.
– Jeg har en rigtig god fornemmelse. Vi har spillet nogle tætte kampe mod Norge på det seneste, og dem har vi vundet. Spiller vi op til det, vi kan, så ved vi, at vi kan vinde over dem, siger landstræner Jan Pytlick.
De to hold mødtes senest 27. november i Golden League i Larvik, hvor Danmark vandt med tre mål. Det blev også dansk sejr i Aarhus en måned tidligere.
Selv om testkampe er noget andet end en afgørende EM-kamp, bekræftede de to opgør danskerne i, at de har noget at stille op torsdag aften.
– Jeg sagde før EM, at efter kampen mod Ukraine ville det blive 50/50-kampe resten af turneringen, og det holder jeg fast i.
– Det er to ens håndboldkulturer, der står over for hinanden. Vi kender hinanden så godt, at det er bittesmå ting, der afgør, hvem der løber med sejren. Kan vi stå godt i forsvaret, minimere antallet af fejl og vinde kontrafasen, så vinder vi, siger Pytlick.
Han er dog helt klar over, at det ikke er tilfældigt, at pokalskabet bugner hos Norges Håndballforbund.
– Norge er frem for alt et mesterskabshold, der bliver bedre, når det gælder. Vi kan allerede se, at de er blevet bedre siden Golden League for 10 dage siden. De har mange spillere, der har stået i en afgørende kamp tidligere, forklarer Pytlick.
Kampen bliver afgørende for, hvor mange point de to hold tager med over i mellemrunden.
Et dansk nederlag torsdag aften betyder efter alt at dømme, at Danmark må nøjes med at tage et point med videre, og så bliver det meget vanskeligt at leve op til målsætningen om en medalje.
/ritzau/