Puster dette nyt liv i Magnussens Formel 1-drøm?

En mulighed er måske ved at åbne sig for Kevin Magnussen. Jenson Button kvitter angiveligt McLaren. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis Jenson Button gør alvor af at indstille sin Formel 1-karriere efter 16 år i motorsportens fineste klasse, giver det Kevin Magnussens jagt på et fast sæde helt nyt liv.

Den 22-årige danskers jagt på et comeback er langt fra gået nemt, selvom Kevin Magnussen har stået med et cv, hvor han har kunnet fremvise en historisk god Formel 1-debut med en podieplads i Australien og en solid uddannelse fra McLaren.

Dørene hos flere Formel 1-team, som Kevin Magnussen ellers havde sat sin lid til, er nemlig smækket foran danskeren, selvom parterne havde vist stor interesse for Magnussens kvaliteter.

BT har talt med en række kilder med indsigt i Kevin Magnussens situation. De tegner dette billede af hans jagt på et Formel 1-comeback.

Selvom endnu en tørn hos McLaren hele tiden har stået højt på danskerens ønskeliste, var det et andet engelsk team, Kevin Magnussen havde kastet sin kærlighed på – nemlig Williams-teamet. Her var der ifølge BTs oplysninger længe kontakt mellem Magnussen og personer i topledelsen hos Williams.

Målet for Kevin Magnussen var før sommeren at køre sig i stilling som afløser for Valtteri Bottas, som alle troede skulle til Ferrari.

God kemi

Der skulle angiveligt have været så god kemi mellem Magnussen og Williams, at danskeren toppede englændernes ønskeliste. Men danskeren blev slemt skuffet, da Ferrari ødelagde det skifte ved at beholde Kimi Räikkönen. Det betød, at Bottas blev hos Williams.

Døren var lukket, og Kevin Magnussens håb måtte plantes andre steder i feltet, mens et svar fra McLaren fortsat lod vente på sig.

Muligheden viste sig at være i USA. Og kilder kunne fortælle til BT i august, at der var kontakt mellem Kevin Magnussen og det nye Haas F1 Team, der debuterer i Formel 1 i 2016.

Egentlige forhandlinger blev det ikke til. Selvom Haas offentligt fortalte, at Kevin Magnussen var blandt de kørere, teamet holdt øje med, blev danskerens håb slukket.

Der var nemlig et problem. Haas havde allerede reserveret en plads til den ene af Ferraris nuværende reserver, mens amerikanerne til den anden ledige plads ville have Nico Hülkenberg fra Force India eller Romain Grosjean fra Lotus.

Her er valget nu efter alt at dømme faldet på Romain Grosjean, som angiveligt har valgt at takke ja til Haas og forlade Lotus efter sæsonen.

Den manøvre behøver nu ikke være helt skidt for Magnussen. I går erfarede BT således, at Renault, som ventes at opkøbe Lotus, for ca. to uger siden kontaktede Kevin Magnussen for at høre til hans økonomiske krav til en aftale.

Flere muligheder

Det er uvist, hvor seriøs føleren fra franskmændene var, men interessen er til stede.

Og så er der Force India. Her kan der opstå en mulighed for Kevin Magnussen, hvis Sergio Pérez forlader teamet.

I forhold til danskerens kontakt til Force India er meldingerne fra BTs kilder delte. Én mener, at teamets økonomiske krav på den gode side af 120 millioner kroner årligt er urealistisk for Magnussens pengepung.

En anden ser mere lyst på den mulighed og mener, at døren til danskeren sagtens kunne åbne sig i den retning. I hvert fald er hverken Renault eller Force India lige nu lukket land for Kevin Magnussen.

Men igen. Alt det kan måske være ligegyldigt, hvis Jenson Button takker af og efterlader den mest sandsynlige Formel 1-chance lige for fødderne af Kevin Magnussen i Japan.

Powered by Labrador CMS