Psykisk syg forsøger at kvæle sosu-assistent

En beboer på et bosted for psykisk syge forsøgte lørdag at kvæle en kvindelig plejer. Forinden havde han forsøgt at indlægge sig selv.

En beboer her på bostedet Visborggaard forsøgte at kvæle en ansat. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag blev en social- og sundhedsassistent på bostedet Visborggaard ved Hadsund overfaldet og forsøgt kvalt.

Tre ansatte og fem beboere var klokken lige efter klokken 19 lørdag til stede sammen, da en af de ansatte går ind på et tilstødende kontor. Her kommer en af beboerne, en 47-årig mand, ind og overfalder sosu-assistenten, der trykker på sin overfaldsalarm. To tililende kolleger får vristet manden fra sosu-assistenten. Under tumulten kommer også en af kollegerne til skade.

Politiet ankommer og anholder den 47-årige, der sigtes for vold mod offentligt ansat og trusler om vold mod offentligt ansat.

– Han har truet to medarbejdere og sagt, at de skal dø, siger Politikommissær Jørn Kresten Nielsen fra lokalpolitiet i Himmerland til Newsbreak.dk.

På grund af den 47-åriges sindstilstand er så ustabil, bliver han indlagt på såkaldt ‘røde papirer’.

– Det er en vurdering foretaget sammen med en læge. Hvis han vurderes til at være til fare for sig selv eller andre, og ikke selv vil indlægges, kan vedkommende blive tvangsindlagt, siger Jørn Kresten Nielsen, og hentyder til vendingen ‘røde papirer’.

Advaret om manden

Forinden var ledelsen på Visborggaard, der er et botilbud til personer med sindslidelser, blevet advaret om manden, da flere ansatte følte sig utrygge ved ham. En advarsel, der ifølge Region Nordsjyllands sektorchef i Specialsektoren, Ole Bjerre Jakobsen, var taget hånd om.

– Vi var også i forvejen selv opmærksomme på manden, og der var blevet sat ekstra nattevagt ind. Man måtte endda tilkalde ekstra kolleger uden at spørge ledelsen, hvis man fandt det nødvendigt, siger Ole Bjerre Jakobsen til Newsbreak.dk.

Ville indlægge sig selv

Tidligere lørdag forsøgte beboeren at indlægge sig selv på en psykiatrisk afdeling. Men da manden fortæller den tilkaldte vagtlæge, at han vil indlægges i Brønderslev og Aalborg var eneste mulighed, blev indlæggelsen ikke til noget. Og senere samme dag overfalder manden altså en ansat.

– Når der ingen indikationer er til tvangsindlæggelse, så er Visborggaard jo hans hjem, siger Ole Bjerre Jakobsen.

Vender tilbage til bostedet

Et bosted er, som skrevet, beboernes hjem, Derfor, når overfaldsmanden bliver udskrevet fra den psykiatriske afdeling, han lige nu befinder sig på, vender han tilbage til selvsamme sted, og personale, hvor overfaldet skete.

– Det er da klart, at det gør personalet utrygge, siger Ole Bjerre Jakobsen, men forklarer:

– Det er mandens hjemkommune, der bestemmer, hvad der skal ske. Hvis den vurderer, at vi her har det bedste tilbud til manden, kommer han tilbage hertil.

Ole Bjerre Jakobsen forsikrer dog, at man er i god dialog med mandens hjemkommune.

– Men hvis den vurderer, at Visborggaard er det bedste tilbud til ham, så vender han tilbage. Måske skal der så ekstra penge med til mere personale, siger Ole Bjerre Jakobsen.

Ole Bjerre Jakobsen er sikker på, at de ansatte på Visborgaard er påvirkede af hele episoden.

– Men også, at de ‘rykker sammen’. Vi har en god procedure med debriefing og psykologbistand, siger han.

‘Straks-påbud’ af Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet har netop, som det er kutyme efter sådanne episoder, været forbi Visborggaard. Her fik bostedet et såkaldt ‘straks-påbud’.

Det bestod af øget sikkerhed omkring det kontor, hvori overfaldet skete, og at der deromkring skal foretages ekstra forholdsregler.

Derudover var konklusionen, at situationen var håndteret korrekt.

En foruroligende udvikling

Ifølge Dennis Kristensen, formand i Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) er udviklingen ‘foruroligende’.

– Nu har vi set fem drab på fire år og en stribe af overfald. Og det er måske kun de værste, vi hører om, siger Dennis Kristensen til Newsbreak.dk.

Ifølge FOA-formanden er der to grunde til, at man i de senere år har set flere drab og voldelige episoder på bosteder, end tidligere.

– Det er udviklingen i misbruget, som er gået fra alkohol til narko. Eller narko og alkohol sammen. Det gør de psykiske lidelser meget værre.

– Vi ser også hårdere beboere. Men forsøger i større grad rehabilitering på bosteder for at gøre livet almindeligt . Men de fire drab viser, at det er bostederne ikke i stand til at klare, siger Dennis Kristensen.

Formanden mener, at en løsning kan være en mellemting mellem en psykiatrisk afdeling og bostederne – især fordi, man på bostederne ikke må hverken bruge magt eller må tvangsmedicinere, hvilket Dennis Kristensen ser som et problem, da bostederne nu modtager personer, der er farligere end tidligere.

– Og så har flere læger vurderet, at der mangler mellem 15 og 20 procent sengepladser i psykiatrien, siger Dennis Kristensen, der efterlyser en national handlingsplan på området.

– Regeringen har lovet et udspil i august. Jeg forventer, at vi ikke blot bliver præsenteret for nye undersøgelser og ekspertgrupper, men derimod for løsninger, der kan gøre det sikkert for både de ansatte og de øvrige beboere på bostederne. Vi kan simpelthen ikke vente længere, har Dennis Kristensen tidligere udtalt i en pressemeddelelse.

Et værdigt liv

Ole Bjerre Jakobsen mener, at løsningerne på at undgå episoder som lørdagens, er mere komplekse end som så:

– Man kan ikke bare normere sig ud af problemerne, siger han.

– Og så er det også et spørgsmål om blandingen mellem de ansattes sikkerhed og beboernes ret til et værdigt liv, siger Ole Bjerre Jakobsen.

Den overfaldne sosu-assistent er fortsat sygemeldt.

Den 47-årige er gjort bekendt med sigtelsen, men er endnu ikke blevet afhørt.

– Det sker, når vi vurderer, at hans sindstilstand er sådan, han i er i stand til at blive afhørt, siger politikommissær Jørn Kresten Nielsen, der ikke er klar over, om manden endnu har forstået sigtelserne om vold og trusler om vold.

FAKTA:

Drab på bosteder siden 2012:

25. marts 2016 mistede en 57-årig social- og sundhedsassistent livet, da hun blev stukket ned med en kniv af en beboer på det socialpsykiatriske bosted Lindegården i Roskilde.

7. maj 2014 mistede en 69-årig læge og en 40-årig socialrådgiver livet på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing. Det blev slået ihjel med en brødkniv.

2. december 2013 mistede en 37-årig social- og sundhedsassistent livet på bostedet Ringbo i Bagsværd. Hun blev stukket flere gange med en kniv.

7. februar 2012 blev en 46-årig pædagog fra bostedet Blåkærgård i Viborg meldt savnet. Hun var samme dag gået en tur med en 39-årig psykisk syg beboer Pædagogen blev fundet voldtaget og knivdræbt ved Hald Sø.

Kilde: Politiken

Powered by Labrador CMS