Professor: Mette F. har et problem
Professor Frederik Waage siger, at notatpligten gælder, og at sms'er er at betragte på lige fod med breve
Det er problematisk, at sms-beskeder fra blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og departementschefen i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, er blevet slettet automatisk efter 30 dage.
I hvert fald hvis ikke relevante beskeder er blevet gennemgået og journaliseret, altså gemt på anden vis.
Det mener professor Frederik Waage fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet, efter at der er kommet nye oplysninger frem i minkskandalen, sagen om aflivning af alle mink i Danmark uden lovhjemmel.
- Der er en generel notatpligt, der gælder for myndighedsudøvelse, og som gælder i sagsbehandling.
Slettet automatisk
- Almindeligvis skal væsentlige forhold journaliseres.
- Hvis man har en ordning, hvor man efter 30 dage sletter alting, kræver det, at man er helt sikker på, at man har journaliseret alle de dokumenter, der skulle journaliseres, inden de 30 dage er gået, siger han.
Minkkommissionen, som Folketinget har nedsat til at undersøge sagen om aflivningen af mink, meddelte tidligere onsdag, at sms-beskeder fra fire medarbejdere i Statsministeriet er blevet slettet automatisk efter 30 dage.
Ud over Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen er der tale om stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape.
Har notatpligt
Endnu vides det ikke, om væsentlige beskeder er blevet journaliseret.
Det er af flere grunde vigtigt, at de bliver det, påpeger Frederik Waage.
Blandt andet for at Minkkommissionen kan få adgang til væsentlige beskeder, når alle fire medarbejdere i Statsministeriet skal afhøres senere i år.
- For det første skal man selvfølgelig have mulighed for at få aktindsigt i et dokument. Derfor er det vigtigt, at man har notatpligten.
Kontrol er væsentlig
- Noget andet er, at man også i ombudsmandspraksis anser det som væsentligt, at man kan kontrollere regeringen efterfølgende.
- For det kan meget vel være, at der er noget, der er omfattet af ministerbetjeningsreglen eller andet, siger Frederik Waage.
Regeringen besluttede i november sidste år, at alle mink i Danmark skulle aflives på grund af frygt for smitte med muteret coronavirus.
Svarer til breve
Der var imidlertid ikke lovhjemmel til at kræve alle mink i besætninger uden for de såkaldte sikkerhedszoner aflivet.
- Det er også alvorligt i forlængelse af minksagen, siger Frederik Waage om de slettede sms-beskeder.
- Vi har at gøre med opklaringen efter et lovbrud, og at man så dér ikke muliggør, at man har den indsigt, der er efterfølgende. Dér er det ikke noget, der styrker tilliden til forvaltningen og håndteringen af sagen, at man bringer sig i sådan en situation.
- For sms'er er som udgangspunkt at betragte som dokumenter fuldt ud på linje med breve, siger han.