Problemer med Dankortet
Problemer hos Nets med kreditkortbetaling giver lørdag aften lange bilkøer ved betalingsanlægger til Storebæltsbroen. I følge BTs mand på stedet er der kun to sluser åbne på Storebæltsbroen, hvilket giver meget lange køer og lang ventetid.
Samtidig er det ikke muligt for bilisterne at tanke op på ubemandede tankstationer, hvor ingen terminaler virker for øjeblikket.
Hos Nets, der er ansvarlige for driften af de elektroniske betalingssystemer, siger ?presserådgiver Ulrik Marschall, at systemet er »ustabilt« over hele landet, men at firmaet endnu ikke har fundet fejlen:
»Der er noget ustabilitet på vores kort-platform, og vi er i gang med at undersøge, hvad der er galt. Det er ikke alle steder det vil mærkes som et problem, men vi anbefaler, at dem, der skal have betaling stiller deres terminaler om til offline-tilstand. Så kan man nemlig godt betale med Dankort. På ubemandede tankstationer vil det ikke være muligt,« siger Marschall til BT klokken 22.15 lørdag aften.
OPDATERING:
Danske Bank oplyser kort efter midnat, at Dankortet skulle virke igen.
(BNB)