PRM / Få nu styr på ladestanderne
TEKNIQ Arbejdsgiverne efterlyser samlet national plan for opsætning af ladestandere, efter ny rapport har vist, at manglen på offentlige ladestandere afholder mange danskere fra at investere i en elbil
Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne
Manglen på ladestandere er stadig en stor barriere, når danskerne overvejer, om det er på tide at skifte til en elbil.
"Vi kan se, at salget af elbiler stiger kraftigt. Det er særligt trukket af, at der kommer flere modeller på markedet. Men langt hovedparten af bilsalget udgøres fortsat af biler med en forbrændingsmotor, og hvis elbilerne for alvor skal vinde indpas, er det nødvendigt at rydde de væsentligste oplevede barrierer af vejen," siger chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Troels Hartung.
Ifølge en meningsmåling fra Ingeniøren blandt 2.000 danskere svarer over halvdelen, at manglen på ladestandere er en stor barriere' eller meget stor barriere' for, at de vil købe elbiler.
"Vi ved også fra tidligere befolkningsundersøgelser, at muligheden for at lade bilen op betyder næsten lige så meget for bilejernes elektriske købelyst som prisen på elbilen," understreger han.
TEKNIQ Arbejdsgiverne har flere gange efterlyst en overordnet planlægning af lade-infrastrukturen herhjemme:
"Det er tid til at få sammensat og ikke mindst udrullet en national plan for opstillingen af ladestandere til elbiler, så det bliver muligt for ladeoperatører og kommuner at finde de mest hensigtsmæssige placeringer af ladestanderne. Vi skal være på forkant med behovet, så vi undgår, at en utilstrækkelig ladestanderinfrastruktur bliver flaskehalsen i den grønne omstilling," siger Troels Hartung.
Kontakt:
Yderligere oplysninger: Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne - mobil: 28 73 73 39
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fa-nu-styr-pa-ladestanderne?releaseId=13624275
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **