Prisvinder i rørende opråb: – Tag ikke fejl!

Russell Crowe blev væk fra Golden Globe grundet de australske brande og sendte takketale om klimaforandringer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skuespilleren Russell Crowe var ikke til stede ved prisuddelingen Golden Globe i Los Angeles, da han natten til mandag dansk tid blev udråbt som vinder af prisen Bedste Skuespiller i en Miniserie.

Det skriver The Guardian.

Han havde meldt afbud til prisuddelingen for at blive hjemme i Australien, som i disse måneder er hærget af voldsomme brande, for at passe på sin ejendom i landet.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Russell Crowe, der er født i New Zealand og opvokset op i Australien, sendte i stedet en forberedt takketale, som skuespiller Jennifer Aniston læste højt på hans vegne.

– Tag ikke fejl, tragedien i Australien skyldes klimaforandringerne, lød det i talen ifølge branchemagasinet US Weekly.

– Vi bliver nødt til at handle på baggrund af forskningen. Vi må bevæge vores globale arbejdsstyrker i retning af vedvarende energi og respektere vores planet for det unikke og fantastiske sted, den er.

– På den måde vil vi alle kunne have en fremtid. Tak.

Vandt for miniserie

Russell Crowe vandt prisen for sin hovedrolle i miniserien “The Loudest Voice”, som er en serie i syv afsnit om Roger Ailes, der er stifter af mediet Fox News.

Crowe er ikke den eneste, der har brugt årets Golden Globe som anledning til at sætte fokus på de dødelige brande i Australien.

Efter blot en time af prisuddelingen havde også både komiker og tv-vært Ellen DeGeneres og skuespiller Pierce Brosnan nævnt brandene. Det skriver NBC News.

Russell Crowe er en af de mange kendte personer, der har doneret store summer til de frivillige brandfolk, der kæmper mod flammerne i Australien.

Blandt dem er også den amerikanske sanger Pink og den australske skuespiller Nicole Kidman.

De indsamlede penge går til den frivillige beredskabstjeneste The NSW Rural Fire Services & Brigades Donations Fond.

I alt 24 personer har indtil videre mistet livet i brandene, og tusindvis har mistet deres hjem. 200 brande er fortsat aktive landet over.

Powered by Labrador CMS