Prisen styrter ned

Gasprisen er den seneste periode faldet, hvilket de danske forbrugere vil kunne mærke på deres regninger

Offentliggjort Sidst opdateret

Gaspriserne på det europæiske marked falder onsdag til det laveste niveau siden november 2021.

Det skriver Marketwire.

Ifølge Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, er det i høj grad noget, der vil komme de danske forbrugere til gode.

Godt rygstød

- De mange forbrugere, der bruger gas til at varme huset op, kan i den grad mærke det. Men alle os andre kan faktisk også mærke det i form af lavere elpriser.

Prisen er faldet til det laveste niveau siden november 2021.
Prisen er faldet til det laveste niveau siden november 2021.

- Så det er faktisk et ret stort rygstød til privatøkonomien hos nogen af dem, der har været hårdest ramt i det seneste års tid, siger han.

Årsagen til prisfaldet skal ifølge Søren Kristensen blandt andet findes i den varme vinter, vi indtil videre har haft.

Lavere end normalt

Det har betydet, at forbruget af gas har været lavere end normalt, da behovet ikke har været det samme.

- Så det er en faktor, at vi har været rigtig gode til at fylde gas på lager. Så faktisk har vi, helt utraditionelt her i slutningen af december og starten af januar, set at det tyske gaslager er vokset, siger Søren Kristensen.

SÅDAN BRUGER KUNDERNE GAS

- Omtrent 89 pct. af erhvervskunderne er små forbrugere med et årligt gasforbrug under 22.849 Nm3. Deres forbrug udgør ca. 11 pct. af det samlede forbrug hos erhvervskunderne.

- Omkring 11 pct. af erhvervskunderne er mellemstore forbrugere med et årligt gasforbrug på 22.849 - 2.284.900 Nm3. Deres forbrug udgør ca. 40 pct. af det samlede forbrug.

- De store erhvervskunder, i forbrugsbånd I4 og I5, udgør omkring 0,4 pct. af det samlede antal erhvervskunder, mens deres forbrug udgør ca. 49 pct. af erhvervskundernes samlede gasforbrug.

Kilde: Energistyrelsen
Powered by Labrador CMS