Prisen stiger til 29 milliarder 

Prisen for den pensionsreform, som Pensionskommissionen har foreslået, er steget til 29 milliarder kroner

Offentliggjort

Pensionsreformens pris stiger til 29 milliarder kroner

  • Pensionskommissionens forslag til reform af pensionssystemet er blevet 11 milliarder kroner dyrere siden 2022, hvilket bringer den samlede pris op på 29 milliarder kroner.
  • En af årsagerne til prisstigningen er, at de nye beregninger nu strækker sig frem til år 2130, mod tidligere kun til 2100.
  • Socialdemokratiet ønsker en socialt retfærdig og økonomisk ansvarlig udvikling af pensionsalderen, men har endnu ikke fremlagt en konkret plan for pensionssystemets fremtid.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det er blevet 11 milliarder dyrere at gennemføre Pensionskommissionens forslag til en reform af pensionssystemet, end det var, da kommissionen først fremlagde forslaget i 2022.

Det fremgår ifølge Jyllands-Posten af nye beregninger, som finansminister Nicolai Wammen (S) har sendt til Folketinget.

Prisen på forslaget blev i 2022 opgjort til 18 milliarder. Men det er nu steget til 29 milliarder, viser de nye beregninger.

Længere frem i tiden 

En af grundene til, at prisen er steget, er, at man har regnet længere frem i tiden.

De nye beregninger tager udgangspunkt i perioden frem til år 2130. De tidligere kiggede kun frem til 2100, skriver Jyllands-Posten.

Statsminister Mette Frederiksen (S) løftede i sommer sløret for, at Socialdemokratiet vil stoppe den automatiske stigning i pensionsalderen - efter at have stemt ja til næste stigning.

Hun har endnu ikke fremlagt en konkret plan for, hvordan pensionssystemet skal se ud.

Nicolai Wammen (S) har udtalt sig i et skriftligt svar til Jyllands-Posten. Han skriver ikke udtrykkeligt, at han er fortaler for Pensionskommissionens model.

Nye beregninger, som finansminister Nicolai Wammen (S) har sendt til Folketinget, viser en stigning i prisen på den pensionsreform, som er blevet foreslået af Pensionskommissionen.

Social retfærdig 

Han skriver, at "Socialdemokratiets holdning er, at det (pensionsalderens udvikling, red.) skal ske på en socialt retfærdig og økonomisk ansvarlig måde".

Pensionskommissionen anbefalede i 2022 en langsommere stigning i folkepensionsalderen efter 2045 ved at justere i koblingen mellem folkepensionsalderen og den forventede levetid.

Forslaget indebar, at man skulle kigge på den stigende levetid for personer i folkepensionsalderen som udgangspunkt for en højere folkepensionsalder på sigt.

Dermed ville man undgå at forhøje folkepensionsalderen, med udgangspunkt i de levetidsforbedringer der sker for yngre aldersgrupper.

Derudover foreslog kommissionen, at et ekstra leveår ikke kun skulle forlænge arbejdslivet, men at en del af stigningen i stedet skulle forlænge selve pensionsperioden.

Powered by Labrador CMS