Prisanalyse: Se hvornår du skal købe ny iPhone

Du kan spare omkring en femtedel af prisen på de nye iPhone-modeller ved at slå til på det rigtige tidspunkt.

Offentliggjort Sidst opdateret

De nye iPhones er landet – og måske er du en af dem, der allerede kan mærke, at det kribler i fingrene for at få fat i en af de nye modeller med flere kameraer og nye funktioner.

Men hvis du kan væbne dig med bare en smule tålmodighed, er der rigtig mange penge at spare.

Artiklen fortsætter under videoen

For der går faktisk ikke ret længe, før modellerne får det første gedigne prishug.

Du kan i galleriet til denne artikel få konkrete bud på, hvornår du skal købe en ny iPhone, afhængigt af hvor længe du ellers kan vente.

Det er Pricerunner, der har kigget på priserne og kommer med bud på, hvornår det giver mening at slå til.

Så meget falder priserne

I gennemsnit falder prisen med 21 procent, det første år en iPhone er på markedet.

Hos Pricerunner kan de også se, at der er stor interesse for de ældre – og billigere – modeller.

– En iPhone 6 eller 7 er jo en god starttelefon eksempelvis til børnene, og det holder populariteten oppe. Så får børnene den iPhone, de drømmer om, uden at man har lavet den helt store investering i de nye modeller, siger direktør hos Pricerunner, Martin Andersen.

Han pointerer, at softwaren stadig bliver opdateret i de ældre modeller – fra iPhone 6 og frem – så software og funktionalitet svarer overens med de nyere modeller.

Så børnene kan altså sagtens køre de spil og programmer, de gerne vil, på en ældre model.

Holder prisen bedre

Prisudviklingen viser også, at den seneste generation af iPhones har holdt prisen bedre hen over de første 12 måneder, end de har gjort tidligere.

Da iPhone 6 blev lanceret, dykkede prisen med 30 procent det første år.

Ser man til gengæld på modeller som iPhone 8, iPhone X, XR og XS, så er de kun faldet med knap 15 procent siden lanceringen for 12 måneder siden.

Klik dig gennem galleriet og se, hvornår du bør investere i en ny iPhone, hvis det er sådan en telefon, du er på jagt efter.

Powered by Labrador CMS