Prinsesse skriver ny bog
Den er allerede klar inde i hovedet
Svenske prinsesse Madeleine, der er på vej til at flytte fra USA til Sverige med mand og børn, går med planer om en bogudgivelse.
Dronning Silvia og kong Carl Gustaf skal dog ikke frygte en afslørende nedsabling i stil med prins Harrys meget omstridte bog "Reserven".
Det er en børnebog, der appellerer til en hel anden aldersklasse end Harrys litterære udfoldelser.
Ikke første gang
Men prinsessen debuterede som forfatter allerede for fire år siden med børnebogen "Stella og hemmeligheden".
Den er netop udkommet i Tyskland, og det er i forbindelse med et interview med det tyske magasin "Eltern", at hun afslører, at der er en ny bog på vej.
- Jeg vil gerne skrive en bog, der giver børn lyst til at udforske naturen, siger Madeleine til "Eltern".
Elsker Astrid Lindgren
I interviewet med "Eltern" bliver Madeleine spurgt om sine tre børns yndlingsbøger.
- Det er svenske klassikere som "Pippi Langstrømpe" af Astrid Lindgren og samme Lindgrens bøger om pigen "Madicken" - ligesom de var mine yndlingsbøger, siger Madeleine.