Prins Philips dødsårsag afsløret
Engelsk avis er angiveligt i besiddelse af prins Philips dødsattest, der er udarbejdet af den royale lægestab
Den engelske avis The Telegrap er angiveligt kommet i besiddelse af prins Philips dødsattest, efter han den 9 april i år afgik ved døden 99 år gammel.
Ifølge avisen er dødsattesten udarbejdet af den royale lægestab og certificeret af Sir Huw Thomas, der er leder af staben og personlig læge for både dronning Elizabeth og nu afdøde prins Philip.
Efter et langt liv uden nævneværdige sygdomsforløb var prins Philips ‘pensionisttilværelse’ siden han i 2017 trak sig tilbage fra sine offentlige opgaver, præget af flere sundhedsproblemer.
I marts 2018 måtte Philip pludselig afbryde den traditionelle Skærtorsdags-gudstjeneste, som han ellers skulle have deltaget i sammen med dronning Elizabeth.
Samme år missede han også påske-gudstjenesten, da han skulle have foretaget en hofteoperation.
I 2019 var prins Philip impliceret i en trafikulykke, hvor efter han opgav sit kørekort.
December samme år blev han indlagt på sygehuset grundet ‘en allerede eksisterende tilstand’, som kongehuset udtrykte det.
28 dage på sygehuset
I 2021 blev Prins Philip indlagt på King Edward VII Hospital den 16. februar til observation. Herefter blev han behandlet for en infektion. Det blev til den længste hospitalsindlæggelse i prins Philips liv – hele 28 dage.
Den 9. april døde prins Philip 99 år gammel.
Dødsårsagen
Ifølge dødsattesten var årsagen til prins Philips død ‘alderdom’.
Ifølge The Telegraph er udtrykket ‘alderdom’ acceptabelt som dødsårsag, hvis patienten er over 80 år, og hvis lægen personligt har passet dem over en lang periode.