Prestigefyldt liste: Københavns Universitet rykker frem

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Verdens 35. bedste universitet ligger i Danmark.

På den seneste liste fra organisationen Academic Ranking of World Universities (ARWU) går Københavns Universitet fire pladser frem og rykker forbi blandt andre det internationalt anerkendte Université Pierre-et-Marie-Curie i Paris.

ARWU rangerer universiteter efter en række kritierer, blandt andet antallet af Nobelpris-modtagere blandt ansatte og studerende. Det amerikanske universitet Harvard sidder tungt på førstepladsen efterfulgt af Stanford og MIT, ligeledes i USA.

Københavns Universitet er det bedst i Europa, hvis man ser bort fra fire britiske universiteter, blandt andre Cambridge og Oxford. Karolinska Institutet i Stockholm er det næstbedste nordiske universitet med en placering som nummer 48.

Aarhus Universitet er ifølge ARWU det næstbedste danske universitet på en 73. plads, én plads bedre end sidste år. Herefter følger DTU, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet.

BNB

Powered by Labrador CMS